Unschooling - som om hjemmeskole ikke var flippet nok.

Jeg hjemmeunderviser mine tre yngste børn. Den ældste er lige startet i første G. Hver eneste dag har jeg ansvaret for mine børns uddannelse, og alligevel finder jeg det yderst vanskeligt at fortælle om dette liv, dette ansvar og de valg, vi har truffet i den sammenhæng. Her på bloggen i hvert fald. 

For her, udenfor boksen, her i Det Frie Liv uden vækkeur og klokker, skema og skolebøger, test og frikvarterer, madpakker og tursedler, skoletasker og penalhuse, legegrupper, forældremøder, skolefester, gymnastikposer og anden Virkelighed - herude ser verden helt anderledes ud. Og nogle gange føler jeg mig simpelthen så langt fra den virkelighed, jeg selv befandt mig i (udkanten af) for blot fem år siden, at jeg ikke rigtig ved, hvor jeg skal begynde. 

Og nu har vi så valgt at tage skridtet. Ikke bare hjemmeskole, men unschooling. Det gør det jo ikke lettere. Når vi fortæller, at vi hjemmeunderviser, tror mange mennesker, at vi får systemer, skemaer og materialer tilsendt af kommunen, og at jeg måske endda får penge for det. Når de forstår, at intet af dette forekommer, forestiller de fleste mennesker sig så, at vi dog HAR skemaer, skolebøger og timer ved køkkenbordet, så vores liv ligner andres liv, blot med den forskel, at det foregår derhjemme. 

Det forestillede jeg mig nok også selv i nogle korte glimt til at begynde med. Altså før jeg gjorde det selv. 

Men hold nu op, hvor verden så anderledes ud, da jeg gik gennem garderobeskabet og ind i Hjemmeskole-Narnia. Frihedens land. Vores families baggrunde for det er mangfoldige, og egentlig ikke relevante for, at vi endte med at vælge at unschoole - men sagen er, at allerede fra den allerførste begyndelse, vidste vi, at Det Gode Liv er det, det hele handler om for os. Vi kan ikke vente til i morgen. Vi lever ikke for næste år, en anden gang, måske. Vi ved, vi er her lige nu, vi ved, vi er begejstrede, tændte, levende, nærværende, fulde af kærlighed og entusiasme, og dét - er det, Det Hele handler om. For os. Og i realiteten for alle. 

Deschooling af de voksne er en afgørende problematik, måske den mest afgørende: De tre yngste børn har aldrig gået i skole. I en kort periode forsøgte vi med Storm, men det kom aldrig til at give mening. Men de voksne skulle lige have afinstalleret skolen inde i vores hoveder. Vi troede, man skulle lære at læse. Med det samme. Vi troede, det var vigtigt at øve sig på den lille tabel. Vi var bange for at fucke op. Bange for omgivelsernes domme. Bange for tilsynet, og for dokumentationspligten. 

Men ikke ret meget. Ikke ret længe ad gangen. Blot ind i mellem, var det som vi røg ind i en fælde og bare måtte lave noget skole-halløj. Og for nu at gøre en meget lang og virkelig og snørklet historie meget kort, fandt vi efter en rum tid ud af, at vores svinke-erinder ind i Strammer Stilen kun gjorde vores tilværlese dårligere. På alle niveauer. Og vi så hinanden ind i øjenene. Tog dybe verjtrækninger. Og kom til at le … 

For selvfølgelig tror vi på vores børns iboende lyst til at lære: Deres grundtilstand er nysgerrighed, optagethed, entusiasme. Og selvfølgelig kunne vi voksne ikke vide en skid om, hvad de har brug for om 30 år. Vi er dybest set ikke interesserede i det. Det skal de nok selv finde ud af. Og så lære sig det, hvis de ikke kan det i forvejen. Selvfølgelige skulle vi ikke tilbringe flere timer dagligt med at foretage os noget, som vi ikke havde lyst til, ikke tændte på, ikke så nogen mening med, ikke var optagede af, eller blev tiltrukket af. Hvorfor i alverden skulle vi spilde skønne timer her på planeten med det? Det gav jo ingen mening. 

Så vi holdt op. Vi fortalte børnene om vores tanker og oplevelser og lyttede til deres. Vi stillede os til rådighed med vores nærvær (især mit, min mand går jo på arbejde en del af tiden), vores viden, vores evne til at slå ting op i bøger, tage på museer, tilkalde eksperthjælp, selv lære os ting. Børnene var begejstrede: Det var ikke indholdet af den sporadiske formiddagsskole, som generede dem, men presset, tvangen, stemningen. Netop det, kunne de på ingen måde holde ud. Og heller ikke jeg. 

Det var ikke fordi vores liv sådan set ændrede sig ret meget, for alt det der skole-halløj, var i forevejen noget, vi ikke havde lavet særlig systematisk eller med særlig stor entusiasme. Men alligevel. I løbet af kort tid, blev tilværelsen markant sjovere. Det blev mere plads til alting, alt det vigtige og alt det nødvendige. Vi fik endnu mere fleksibilitet i hverdagslivet, vi fik fordybet os i de sjoveste emner, og vi fik pjattet rigtig meget. 

Jeg har ikke lyst til at fortælle om akademiske præstationer i denne sammenhæng, men spørgsmålet hænger i luften, det er jeg klar over. Så må vi anvende suspense. Det bliver en anden gang. Det afgørende for os var snarere hele tilværelsens melodi, den måde, vi blev glade, fandt sammen, samarbejdede på en ny måde og blev tændte, spændte og vilde. 

Det afgørende var ikke i sig selv det, som normalt kaldes læring. For lærer vi ikke altid? Og er læring ikke bare et naturligt biprodukt ved et liv, levet for fuld drøn, med optagetheder, begivenheder, personligheder? Der er jo ikke noget, der stopper en, hvis man virkelig er i flow, men der er sandelig heller ikke noget, der kan ødelægge flow så effektivt som ydre tvang, faste rammer og rigide forestillinger. 

Men selvfølgelig lærer vi stadig. Mere. Igen. Og selvfølgelig går det langt bedre, end da vi havde struktur. Efter kort tid poppede temaerne op, et efter et. Først kinesisk. Så den lille tabel. Så noget fysik. Så det periodiske system. Så noget om frøer. Så en væv. Fisketure. Kunstmuseer. Arabiske eventyr. 

Det ene og det andet. Jeg skal ikke liste det her, det ville være dumt. Men det er blot så tydeligt, at når børnene slipper for klokkerne og rammerne og de ydre krav, og forestillingen om at alle skal lære det samme samtidig  -  og i stedet for plads til at træffe deres egne beslutninger, dyrke deres egne passioner, skabe deres egen meningsfuldhed, så lærer de alt muligt. Og som UnSchool-Mama, kan man jo kun håbe på at talentet rækker til at følge med i alle de mange facetter og retninger og detaljer, børnene bliver optagede af. Ikke fordi man skal, for børnene kan sagtens selv. Men fordi det er så fantastisk en rejse, og så meget sjovere i relationen til disse, de vigtigste mennesker i vores liv, at deltage i deres tilværelse ved at interessere sig for (noget af) det, som interesserer dem. 

Netop denne deltagelse, opfatter jeg som den både moralske og psykologiske forpligtelse, vi alle har som forældre, men som især er afgørende, når man vælger at lade sit barn vokse op i frihed, med alle barndommens dage til rådighed til udforskning, vækst, glæde, leg, udvikling, opdagelse, ro, - ro er et meget kort ord, i forhold til hvor afgørende ro faktsik er for barndommen - så jeg siger det lige igen: ro. 

Og deltagelsen er ikke begrænset til unschooling forældre. Deltagelse er afgørende for alle forældre-barn-relationer. Det er bare om at komme i gang. 

-------------------------------------------------------------------------------------------

Faktaboks. Jeg kan ikke lave en faktaboks på min blog, desværre. Så her kommer den for sig selv: Unschooling er (paradoksalt nok) en pædagogisk metode, som i al sin (forkortede) enkelthed går ud på IKKE at skole barnet, men give det friheden til at foretage sig stort set det, der giver mening for det selv. I den overbevisning, at det, som barnet har brug for og lyst til at lære, det vil det lære naturligt og uden modtand, når det selv ser en mening med det eller blot lærer det, fordi det er optaget af noget helt andet, som altså har denne læreproces som biprodukt, afkast. 

 

------------------------------------

Læs også mine andre artikler om hjemmeskole, søg blot på hjemmeskole eller hjemmeundervisning i søgefeltet, eller klik her - så har jeg gjort det for dig. 

Læs flere artikler i: