Uld-dame

Guds gave til beklædning (og sovning og legetøj)

Uld er et utroligt materiale; det er naturligt vandafvisende, svedtransporterende, selvrensende, det køler i varme og varmer i kulde, det er 100% naturligt, kommer i mange farver og kvaliteter, det vejer næsten ingenting , det er endda smukt, det holder meget længe. Hvad skal vi med teknisk tøj?

Samarbejdet mellem menneske og natur

Uld er desuden et eksempel på menneskelig opfindsomhed på den helt gode måde. Der ligger mange tanker og mange eksperimenter bag udviklingen af produkter af uld. Man kan selv forestille sig, hvordan man har nuldret ulden i et helt skind, man har sovet på eller haft om kroppen somehow, og måske fundet ud af, at det der falder af kan bruges. Der ER skrevet bøger om dette, blot vil jeg henvise til denne sammenhæng mellem menneskelig opfindsomhed og fingernemhed på den ene side, og naturens utrolige mirakel på den anden.

Jeg tror simpelthen Gud skabte fårene, så vi ikke skulle fryse. 

Flittige hænder

Det at skabe noget med sine egne hænder, ned til mindste detalje, har en særlig værdi. Den kommer måske nok af nød; nød lærer nøgen kvinde at spinde - men det udvikler sig til en hel videnskab, og til en udfoldelsesmulighed, fordi mennesket er et kreativt, intelligent og legende væsen. Vi gider ikke bare spinde, strikke og færdig arbejde, hvis vi i stedet kan tænke, udfolde os og pjatte imens. Så hellere gøre det besværligere og sjovere. 

Man kan se det hele vejen gennem uldens historie, både vævning, strik og hækling, hvordan det måske nok har et praktisk formål, men kvinderne ikke har kunnet lade være med at lege med det. Ned gennem generationer, er erfaringer, teknikker, muligheder vandret og udviklingen er et spændende studie i sig selv.

Maskiner er opfundet, som kan klare det hele uden megen arbejdskraft, og sandelig om ikke også vi har opfundet materialer, så vi ikke engang behøver selve ulden!

Se i øvrigt denne maskine fra 1924 til strømpestrik, den er fantastisk - og jeg ville ønske, jeg kunne opdrive en (http://www.youtube.com/watch?v=u40IM5V1Zg8)

Jeg har brug for uld af fire grunde

Vi bor jo i et Nordisk land, hvor det for det meste er ret koldt. Og vådt. Og vi har brug for ægte uld; erstatningsmaterialerne kan bare ikke det samme.

1. Uld holder os varme og tørre. De der mærkelige uld-bodyer, man kan købe med bomuld på indersiden, er meget misforståede, idet de holder på fugten som sætter sig i det inderste lag - bomuld som suger rigtig meget væske - og derfor ikke bliver transporteret af det næste lag, ulden, som er decideret svedtransporterende. Uld inderst, så bomuld - meget smartere. Også fordi det yderste lag, både på børn og voksne, bliver hurtigere snavset og derfor skal vaskes oftere - og dét er jo lettere med bomuld.

2. Uld er godt for huden. Uld kradser, hvis det er kradse-uld, og uld er blødt og lækkert, hvis det er for eksempel merino, eller måske den helt lækre merino/silke blanding. 

Mine børn synes uld kradser rigtig meget den første dag i sæsonen (faktisk kun i ti minutter, men lad det nu være), fordi uld stimulerer huden. Huden reagerer voldsomt, og det opleves som kløe, men i realiteten er det en meget sund stimulering af kroppens overflade. Hvis det er lækker uld, forstås. Uld anbefales derfor nogle steder til børn med eksem, fordi det aktiverer huden, og gør den stærkere. 

Så uld er en vanesag, og det er en virkelig god vane at få. Og ja, økologisk uldundertøj er dyrt. Hvis man ikke lige er heldig, koster det let mindst 500 kroner pr sæt, endda mere til de voksne. Men ærlig talt. Det koster også let 500 kroner at gå en tur i biffen med børnene, eller at købe et par pæne sko til en venindes bryllup blot for at opdage, man ganske enkelt ikke kan holde dem ud. Eller to nye dvd'er. Ja, ja - I kan selv tænke, my point being: Det er et prioriteringsspørgsmål, det er det altid. Jeg har som bekendt fire børn, og kan berette, at uld-bluser holder til mange børn, bukserne bliver naturligvis slidt på knæene på et tidspunkt (og så klipper man dem af og har uldunderbukser - hvad min søn på 6 år foretrækker - eller babybukser med god vidde). 

3. Uld er smukt

Produkter af uld, ægte uld, er godt forarbejdede og ældes med ynde. Bomuld er ofte et meget billigt industriprodukt, som masseproduceres på elendig vis. Hvis man vælger at købe den gode, økologiske uld, koster det naturligvis boxen, men det holder både farve, form og egenskaber tusind gange længere end billig bomuld. Strikker og hækler man selv med kærlighed, får man noget, der er unikt og fyldt med den særlige energi som kommer af håndens eget arbejde.

4. Uld er afstressende, næsten terapi

Jeg strikker og hækler, når jeg er forvirret og ikke ved, hvad jeg skal. Og jeg strikker og hækler når jeg af forskellige grunde er nødt til at sidde stille. Jeg strikker og hækler, når jeg har travlt, for at geare ned. Jeg strikker, så jeg har tid til at tænke. Jeg strikker for at få stilhed i hovedet (mønsterstrik og andre svære processer). Ud af det kommer der noget konkret, noget der kan bruges, noget der er dejligt. Det er meget meget bedre end mange andre former for afstressende sysler, i min verden.

Kom i gang

Her på sitet kan man se eksempler på, hvad jeg har lavet af uld. Og jeg har lige fire gode råd fra hoften, hvis man vil i gang.

1. Start med et meget lille projekt: En lille kat, en klud, en bold, en lille blomst til et hårspænde.

2. Køb noget du synes er meget smukt og lækkert at røre ved, tænkt det som en gave til dig selv ikke som prisen for det færdige arbejde.

3. Hvis du er totalt begynder eller det er 20 år siden, lav en aftale med nogen der kan hjælpe dig og sæt nogle timer og et par kopper kaffe af til det. Hvis du ikke kender nogen, holder mange strikkebutikker strikke-café. Du er også velkommen til at kontakte undertegnede, hvis det skulle være på cecilie@speltmor.dk

4. Tænk tiden som fritid, mig-tid, ikke som timer du brugte på at lave en bold. Det er hverken tids- eller penge-besparende at strikke og hækle selv.

 

Læs flere artikler i: