Jeg har nogle gange refereret til 'ud-af-kontekst-løsninger', som er en standard i vores familie. Liv på 13 ved også, hvad det er og hvad det betyder, og er fæ-no-me-nal til at bruge denne vej, når hun tager sig af sine søskende.
Ud af kontekst-løsninger handler om at flytte barnets fokus et andet sted hen. Det kunne ikke falde mig ind at narre mine børn, men nogle gange oplever vi, at de bliver fikserede på et eller andet eller at deres projekt bliver for kompliceret for dem selv, for kaotisk og låst samtidig - og de små mennesker, kan ikke selv finde en vej ud af situationen. Det hele er bare dumt, intet kan lade sig gøre.
Da er ud-af-kontekst en fantastisk vej. Praktisk er det ganske enkelt at gøre noget andet.
Eksempel: En pige på 2 år besøger os og vil ikke hjem. Vil ikke have jakke på, kaster med sine sko, laver flitsbue, stemningen er på vej op i det røde felt. Mor er træt, vil gerne hjem. Prøver igen med jakke og sko, får samme reaktion.
Heldigvis kender hun vejen: Jakke og sko ryger i tasken, frem med det gode humør. Mor siger pænt farvel til hele familien her, og vi fortsætter vores sysler. Den store farvelscene kan godt være ret stor for et lille barn, der skal forlade en familie på seks, samt hund.
Mor tager sin datter på armen, og fortæller, at der er noget ude i haven, de skal se. Tasken over skulderen, et kvarter i haven - husker pludselig en bamse, der skal med hjem - den skal jo sidde i forruden af bilen, kom vi løber. 1-2-3 sidder den lille pige i autostolen, jo-vist med våde sokker, men med sjælen i behold.
Der er rigtig mange af disse historier. Og det handler ikke om at narre børnene. Det handler om at hjælpe dem ud af uoverskuelige situationer, finde stier og veje at gå ad, som børnene ikke kender.
Ud-af-kontekst bunder i systemisk teori, der i meget simple termer siger: Et problem er altid forankret i sit system: i det sammensurium af personer og fysiske rammer og historier, der udgør konteksten for problemet. Så ændrer du rammen, konteksten, så ændrer du også problemet. Måske så meget at det forsvinder.
Oversat til hverdag med børn: Hvis børn nægter et eller andet eller vil et eller andet eller der på en eller anden måde er en krise, kan det være en vej videre at flytte sig. Holde op med at opfatte problemet som et problem, og ganske simpelt hjælpe børnene i gang med at lave noget helt andet et helt andet sted.
Fra LEGO-klodserne er dumme og der mangler alle mulige dele til Lad os hænge mad op til fuglene/gå i bad/ringe til farmor. Så finder vi de klodser lidt senere. Og vips, så er krisen drevet over.
Det her ligner skræmmende meget et værktøj. Jeg er jo ellers imod værktøj, imod at være teknisk i forholdet mellem forældre og børn. Og så alligevel. Man har nogle gange brug for krykker.
Smider lidt flere eksempler på, når jeg kommer i tanker om dem. Er helt blank lige nu. Eller jeres, hvis I deler dem?
