Sukkerfrihed, nu med begrænsninger.

Det allerskønneste og allersmukkeste natur-slik: sensommerens hindbær
Det allerskønneste og allersmukkeste natur-slik: sensommerens hindbær
softice mmmmm
softice mmmmm
trillekager er et kæmpe hit hos os, til trods for nul tilsat sukker
trillekager er et kæmpe hit hos os, til trods for nul tilsat sukker
vi leger vi bager kager
vi leger vi bager kager
kokoscremedessert med jordbær og honning
kokoscremedessert med jordbær og honning
chokolademousse, åhhh chokolademousse
chokolademousse, åhhh chokolademousse
klassisk homemade chokoladekage med friske brombær og flødeskum
klassisk homemade chokoladekage med friske brombær og flødeskum

Sagaen om sukkeret, sensommerudgaven. Kapitel fire i artikelserien om Familien Conrads sukkerpolitik: Hvad der skete, da vi gav slip under en langvarig rejse i Sydeuropa og hvad der videre skete, da vi kom hjem til hverdagen med denne frihed i bagagen. Hænger unægteligt ret meget sammen med artiklen: Fri opdragelse versus rytmisk barndom.

'Er de ikke kontra-spelt med fri sukkerpolitik?' er et spørgsmål, jeg ofte møder. Således mødte jeg det for nylig igen, og kunne mens jeg svarede mærke, at der er sket nok til at næste kapitel af sagaen om sukkeret er klar til affyring. Så hermed. Nyt fra sukkerfronten.

Regel nummer et: De voksne køber ind.

Jeg vil indlede med at gentage, at det er ikke børnene, der køber ind hjemme hos os. Det betyder, at den frihed, de oplever, er frihed til at spise alt det, de vil - af det, vi voksne har bestemt er i huset, eller af det, der bliver serveret når vi kommer omkring. 

Og der er bare helt utrolig mange ting, vi ALDRIG køber. Det handler som regel mere om tilsætningsstoffer af alle slags, end om sukker. Jeg har aldrig fundet en E-nummerliste, jeg kunne bruge ordentligt, så er der E-numre i, er jeg lidt på vagt. Det er der i det meste. Jeg er imod alle former for højt forarbejdede fødevarer, er på vagt, hvis en vare indholder mere end tre ingredienser. 

Det, vi køber med sukker i er: Rørsukker, flormelis, honning (er ikke sukker men tæt på), hindbærsyltetøj, lejlighedsvis det, der i vores hus hedder dessertyoghurt (Øko m blåbær), ketchup, færdiglavet is, pålægschokolade, til tider mørk chokolade. En sjælden gang i mellem 'snolder' vi og køber rigtig slik, finsk lakrids og færdiglavede skumfiduser, vingummier og den slags. Men hvis det skal handle om hverdag, så er det det.

Vi køber ALDRIG sodavand. De tre yngste børn har aldrig smagt sodavand, den store får nu lov, når vi er ude og der er fest, at drikke en enkelt eller måske to. Hun er trods alt teenager, vi kan ikke blive ved at bestemme over hende. Og i øvrigt er boblevand rigtig dejligt!

Vi bestemmer med andre ord stadig vanvittigt meget, fordi vi bestemmer, hvad udvalget er. Og da jeg for nylig så DR2 temalørdag om sukker, gik det op for mig, at der er så utrolig mange ting der bare aldrig kommer med hjem.

Regel nummer to.

Lækkerier er noget, man laver selv. Vi bager meget ofte kage, for tiden er hindbærsnitter sagen, har også lige bagt en bunke lagkager til Silkes fødselsdag. Vi laver også trillekager (i øvrigt sukkerfri, sødet med dadler) og smoothies (også uden sukker) og kokoscreme m frugt (næsten sukkerfrit) i det søde køkken.

Ellers er lækkerier dessertyoghurt, færdiglavet is, ristede skumfiduser, alt med flødeskum.

Regel nummer tre

Man skal have mad først. Er man lækkersulten, er det ofte, fordi man er træt og sulten. Mad først og SÅ lækkerier.

Regel nummer fire

De voksne har ansvaret for at holde børnenes blodsukker stabilt. Vi bør alle spise lidt hver anden time. Det er meget tydeligt, at gør vi det, har vi (næsten) ingen sukkertrang. Så får desserter den plads de skal have: ren luksus og begejrstring og dejlighed.

Regel nummer fem

Mad er mad, dessert er dessert. Vi forsøger ikke at narre vores børn til at spise mad ved at gøre maden sød. Bortset måske lige fra grød, som man godt må få kanelsukker på. Mad er mad, mad skal smage af mad, af råvarerne. 

Lækkerier er til gengæld dessert, og de er der udelukkende fordi de er dejlige - og det må det godt være. Det er ikke noget, man spiser, fordi man er sulten, det er noget, man spiser, fordi det er dejligt. Det er noget, man spiser sammen, hygger sig omkring, gør noget ud af. Ikke en lind strøm af snacks og sødede drikke - to keep us going -agtigt. Men fordi det er vidunderligt med en skøn dessertoplevelse. Vi har ingen løftede pegefingre omkring desserter, ingen moraliseren, ingen 'jeg burde nok lade være' og 'har du nu ikke fået lige lovlig meget' og den slags. Desserter er lovlige, skønne.

Regel nummer seks (den er ny)

Ingen sukker før klokken fire. Sukker hører ikke til i 'arbejdstiden', vi ville også være imod sukker i børnehaven, hvis de gik i børnehave. Sukker, lækkerier, er en afternoon tea ting. Tidligere (især da vi rejste hele sommeren) måtte de godt få eksempelvis en is allerede efter frokost, men 'det nye' er: efter klokken fire. Det fungerer fint, vi møder ingen protester hos børnene. Det er, hvad det er. De forstår det godt. Og de er også vant til at livet udvikler sig og de voksne nogle gange give mere slip, andre gange strammer lidt op. Det kan man læse mere om i artiklen 'Fri opdragelse versus rytmisk barndom', hvis det har interesse.

Afslutning

Ja, sagaen om sukkerpolitikken stopper nok aldrig. Mit månedlige indlæg om processen, skal nok ende med at blive til en lang historie om mange forskellige overvejelser. Der er ingen tvivl om, at konteksten definerer beslutningerne rigtig meget; at rejseomstændighederne er ganske anderledes end hverdagen i Valby, hvor det bliver for let og for konstant med de søde sager, hvis ikke der er lidt systemer.

Børnene har ingen problemer med den nye regel; de kender den fra sidst, vi havde den. Og vi er stadig helt sikre på, at en fri sukkerpolitik, fravær af forbud kombineret med et sundt, sanseligt forhold til rigtig mad, stabilt blodsukker og et interessant, kærlighedsfyldt og relativt slow liv (læs: hverken mad eller dessert erstatter indhold i tilværelsen), giver det sundeste forhold til de søde sager. 

------------

De andre artikler i Sagaen om Sukker

juli 2012: Giv slip på sukkerforbud og se, hvad der sker - hvis du tør

august 1: Kollektiv sukkerforskrækkelse?

august 2: Giver du dine børn sukker, forklædt som mad?

 

Læs flere artikler i: