Pebernødder med rugmel og fællesskab

Se, Fru Plum, som jeg holder meget af og ofte refererer til, skriver at julebaget aldrig bliver færdig, hvis det skal være yndigt og romantisk sammen med børnene i renskurede og tjekkede køkkener. Hun har selvfølgelig ret. Især hvis man skal bage pebernødder nok til en hel familie hele julen - så får man godt nok nok at se til. 

Da jeg for nylig har fundet ud af, at to af familiens medlemmer har en specifik fødevareintolerance ift amnosyren glutamat, er jeg kommet på spanden i forhold til den hurtige løsning (supermarkedet) og må nu totalt "walk the talk". Speltmor her må lave stort set alting selv, fra bunden og lidt selvopfundet for at undgå uønskede ingredienser. 

I den anledning bagte vi pebernødder, og jeg kan berette, at en pladefuld pebernødder, er nøjagtig, hvad The Conrads indtager i løbet af en aften med Kaste Gris og Uno. Så Fru Plum har så sandelig ret: Effektivt - dét er det ikke. Til gengæld er det sundt og saliggørende og fælles. Og det er da værd at tage med. I hver eneste mundfuld.

Ingredienser (nok til ca 7 plader pebernødder)

250 g blødt smør

250 g rørsukker

2,5 dl piskefløde

2,5 dl sukker-sirup

1 brev dr Öteker brunkage krydderi mix, plus 1 spsk stødt ingefær

2 spsk bagepulver

ca 500 g mel, halvt hvede halvt rug. Bland bagepulver i første dl, så det bliver godt fordelt i dejen.

 

Pisk smør og sukker godt sammen (ti minutter for fuld tryk i maskinen, rørsukker går ikke så let i opløsning, som det overraffinerede roe-sukker, vi ikke bruger). Pisk dernæst langsomt piskefløde i. Som ved alle emulsioner: sørg for at alle ingredienser har stuetemperatur. Efter piskefløde: sirup. Dernæst den første dl hvedemel blandet med de to spsk bagepulver, og så skiftevis 1 dl hvede og 1 dl rug til dejen kan formes, men overhovedet ikke er blevet hård.

 

Form til små kugler. Små. De vokser til ca dobbelt størrelse. Samme dej kan bruges til brunkager, og kan også rulles ud til kage-stjerner, -mænd, -koner, -juletræer og -giraffer (som vi af en eller anden mystisk grund har).

 

Bag ved 180 grader i kortere tid, end du tror. Kun til de lige præcis skifter en smule farve.  

Læs flere artikler i: