Om stilhed, skærmtid, frihed og det at skifte mening.

Der er sket noget nyt hjemme hos os, jeg har på et centralt og meget debatteret område skiftet mening. Jeg vil gerne fortælle om det, og befinder mig derfor lidt i et limbo - dels fordi nogle af de mennesker, jeg respekterer mest, mener det modsatte af det, der nu kommer og dels fordi debatten på dette område irriterer mig en hel masse og ofte er unuanceret og idiotisk, kører på frygtdiskurser og skyld og bebrejdelser og i øvrigt baserer sig på et børnesyn, jeg ikke deler.

Resultatet er, at det er vanskeligt for mig at fortælle, hvad der sker og hvad jeg tænker om det, jeg frygter en shitstorm af alt muligt og jeg frygter at blive sidestillet med de dele af diskursen, som jeg stadig finder fuldkommen forkert.

Og med alle disse forbehold som Grand Intro, vil jeg alligevel introducere Det Nye. Hjemme hos os, er vi holdt op med at se alle former for film og spille alle former for computerspil og også holdt op med at hænge og hygge på Facebook. Vi er holdt helt op. Forbruget er på nul minutter om ugen. Ja, okay - point: jeg anvender Facebook til at annoncere nyt på bloggen og til enkelte kommunikations-sammenhænge, som kun finder sted i grupper på facebook. Jeg er nok på Facebook et kvarter om ugen. Men film og computerspil er på nul. 

Sådan sneg film og gaming sig ind på scenen hos familien Spelt

I vores familie havde vi for ti år siden ikke tv. Men vi havde en computer hver. De voksne. Vi havde et dvd drev og kunne se en film, hvis vi ville. Det kunne børnene også, og det var sådan set i balance og meget hyggeligt.

Men så voksede internettet, efter få år kunne man streame tv, så kom smartphones, ipads og netflix - og lige så stille blev maskerne i vores filter større og større, indtil det ganske enkelt blev for meget. Vi har aldrig set flow-TV og vi har haft bevidste beslutninger og kvalitet og blabla - men den evige lette tilgængelighed af film og computerspil kom i sidste ende til at betyde at børnene havde hver deres ipad, at der var adgang til at spille og se film præcis når man ville og at enhver regulering blot gjorde hele fænomenet mere interessant. 

Vi har haft forskellige reguleringssystemer, det seneste år noget med at vente med at tænde de forskellige maskiner til om eftermiddagen - men sagen er, at der går mange dage fra man har slukket, til den virkelige stilhed dukker op, og at den måde film og computerspil underholder, udkonkurrerer virkeligheden.

Den Virkelige Virkelighed

Ja. Nu siger jeg det. Virkeligheden. Jeg ved godt, at film og spil blot er en del af virkeligheden og at den virkelighed, jeg taler om i sidste ende altid vil være min egen virkelighed - men følg mig lige lidt.

Med virkeligheden mener jeg alt det andet. Alt det vi selv gør, alt det vi er. Alt det, der kræver noget (mere) af os, det vi selv finder på. Og kom nu ikke og sig hvor meget man lærer af Minecraft, bare lyt. For selvfølgelig gør man det. Men det man lærer af at lade være, er i vores kontekst i det mindste, vigtigere. 

Både film og computerspil har indbygget i deres grundstruktur, såvel udfordring som tilfredsstillelse. Når man bliver udfordret af et computerspil og klarer disse udfordringer, bliver man tilfredsstillet på et niveau, som har tendens til at gøre en sløv resten af tiden. Trangen til at flytte sig, lære noget nyt, udrette noget, kaste sig ud i noget bliver dækket af computerspillet, trangen til at opleve noget, se nye horisonter, høre/fortælle historier, opleve visuel kunst bliver dækket af filmoplevelsen. For nu at sige det helt radikalt (note - kommer i bunden af artiklen).

Jeg er helt klar over, at der er flere nuancer end som så, men for nu at være virkelig: Film og computerspil er bare for nemt, og kommer til at være det, man oplever hver eneste dag og alt det andet kræver mere af os, og må lige vente til der er tid og overskud. Tid bliver der i hvert fald ikke, mens man hænger ud foran computeren. Overskud er noget, man skaber. En vane. Ikke noget, man venter på, mens man ser en god film.

Et fælles livsstilsvalg, ikke en voksenbeslutning
Vi har talt meget om det herhjemme, og børnene vælger det her lige så meget som jeg gør. Der er ikke tale om en voksenbeslutning. Hos os er alle personer personer og har lige stærke stemmer. Men børnene ønsker heller ikke at tænde igen. Kvaliteten af det liv, de har uden film og computerspil er så meget bedre, at det ikke er det værd. Vi taler om MÅSKE en dag, næste år, at se en film sammen. Som familie. Hele banden. Gerne med gæster også. Og popcorn. Det lyder rigtig hyggeligt, og vi ønsker et liv, hvor gode film kan finde en afbalanceret plads, men for nu ønsker vi blot mere tid uden; oplever at alt det med film, dokumentarer, TEDtalks, serier, computerspil HAR vi oplevet, og der er så meget andet, vi gerne vil. 

(BTW - Min mand er holdt op med sit hyggespil Jelly Splash, som han har spillet i flere år, men ser stadig serier sent om aftenen, når børnene sover og vores ældste datter, har heller ikke truffet det fulde Stå Af-valg og ser fortsat lidt serier, når hun vil, men hun gamer ikke)

Hvad laver I så? har en læser spurgt, og det føles helt dumt at svare på. Alt muligt, jo. Men jeg forstår godt spørgsmålet og prøver at svare lidt. 

Vi er i gang med en bog om ædelstenenes kulturhistorie, og vi strikker et tæppe mage til Ron Weasleys, og vi er ved at læse syv forskellige gode bøger, og vi skriver tegneserier, skrubber alger af terrassen, laver mad, taler sammen, sorterer ud i vores ejendele, tager på museum. Vi sover længe, tænder bål, løber ture, ser på stjerner. Og det lyder vildt irriterende og Steiner-agtigt, tænker jeg og er bange for at blive skældt ud. Men sandheden er, at det her er det, vi gør og at det simpelthen federe. 

Om friheden og fravalget af computeren. 

Det, vi laver, er ikke Skærmfri Søndag. Skærmfri søndag kunne på ingen måde have haft den effekt, jeg har sat mig for at beskrive. I øvrigt er skærmfri et vildt irriterende ord. Det handler ikke om skærm som sådan, det handler om den elektroniske, visuelle underholdning, som bare kører og kører og kører. For den har en tiltrækningskraft og en insisteren, og en deraf følgende psykologi, som jeg er nået til at mene er virkelig uheldig. Ubehagelig. Unødvendig. Uønsket. Farvel. 

Jeg har beskrevet den ovenfor, og der er nu altså dybe psykologiske sandheder i den - og derfor selvfølgelig også mange forskellige menneskelige måder at håndtere det. Jeg mener egentlig ikke at vores livsstilsvalg er Sandheden for Alle, men jeg anerkender, at vi løbende har inspireret en god flok mennesker via bloggen, og derfor deler jeg. 

Der er rigtig meget som er spændende og dejligt i film og serier og dokuer og forskellige computerspil, store som små. Sagen er blot, at tiltrækningskraften og effekten på motivationspsykologien er uheldig. Verden udenfor døren skinner ikke ret meget, efter at man har set en hvilken som helst godt skabt film. Det er keeeeeeeeedeligt at lære at strikke, stå på hænder, samle blade, læse om vandfald, når man nu kunne game. Og det er det. Tilfredsstillelsessystemet udenfor gamingen kræver faktisk og konkret mere af hjernen. Og når man tænker lidt over det, er det tragisk, hvis man ikke lærer at denne psykologi, er den virkelige. Det andet er jo i realiteten candy. 

Vi oplever, at det tog nogle dage at detoxe. Det var som en sky, der lettede. Det tog længst tid for det yngste barn, som nu er næsten fem. De to på otte og ti kunne allerede efter en enkelt dag mærke, at det her var rigtigt for dem, og efter få dage opstod stilheden og friheden. For den yngste igangsatte det en rivende proces, hvor han stort set hver eneste dag mestrede en ny færdighed. Det var næsten stressende. Han begyndte at fløjte, arbejde med kniv i køkkenet, snitte i pinde i haven, klippe figurer ud af postkort (svarende til klippe efter streg), strikke, tegne (rivende sub-udvikling her også), bygge papkasse-huse, køre på rulleskøjter, lære sig at læse —— og det bliver ved og ved.

For mig var det er spørgsmål om vaner og ro. Jeg kunne ikke længere tænke: Nu kan de lige hygge sig med en film, så får jeg klaret voksenopgaverne. Nu er vi i endnu højere grad sammen hele tiden og må finde vores ro, når den faktisk er der. I sjælen. Mit eget forbrug af skærm-underholdning handlede om periodisk forbrug af Facebook, som egentlig er meget fedt at droppe og nogle dokuer og TED talks om aftenen. Fuldstændig unødvendigt og fint at slippe. Jeg læser bøger i stedet og har den vilde optur over det. Det er jo helt fantastisk at læse bøger igen, sådan flere timer dagligt. Det troede jeg ikke, jeg kunne få tid til igen, mens børnene er små. I går spiste jeg popcorn bare for at holde mig vågen, fordi min bog (Neverwhere af Niel Gailman) er så spændende. 

Om processen med at give slip, vide noget, før man ved det og lande et godt sted.

Mine børn har altid haft let ved at slippe film og computerspil, hvis noget andet foregår omkring dem, som er interessant for dem - i hvert fald relativt. Der er ikke tale om at vi gjorde det her, fordi situationen var blevet umulig på nogen måde. Vi lavede skiftet ved et af de ‘tilfælde’, hvor jeg ved noget, før jeg egentlig ved det. Handler på en mavefornemmelse, kaster mig ud i noget, uden helt at vide, hvor det bærer hen, bare fordi jeg kan mærke, det er rigtigt. Det er sket mange gange for mig. Først bagefter, når der opstår stilhed, i kølvandet på forandringen - tænder lyset helt, og vi forstår hvorfor. 

En dag lod vi være, fordi jeg bestemte det - bevares. Historien er, at dagen før havde de spillet rigtig meget Minecraft og fravalgt / misforstået at gå med i aftenåben zoologisk have, så jeg tog af sted med kun den ældste på sytten. Da jeg kom hjem, var de ulykkelige over ikke at have været med og hele den der stressede gaming-hjerne, som “vågner” kl ni om aftenen med alle sine andre behov og opdager, dagen er gået, irriterede mig rigtig meget. Jeg tænkte: “I kunne sguddaforhelvede bare have slukket”. Samtidig ved jeg godt, at det ikke er så let. Det kræver en masse energi at skabe en forandring, og gaming er så tiltrækkende at det er meget, meget svært at slippe. 

Næste dag besluttede jeg at overtale dem til i det mindste EN dag uden, ovenpå den historie. Samme aften sagde børnene, at det bare havde været skønt, og “skal vi ikke gøre det igen i morgen?” Fint, tænkte jeg og vi gjorde det en dag mere. Sådan blev det ved. Efter en uge, begyndte stilheden at vågne. Vi slap ud af et hamsterhjul, som vi er glade for at være fri af. Her efter nu to måneder, letter det stadig og vi føler samstemmende, at tiltrækningen bliver mindre og mindre for hver dag, der går og glæden ved livet uden film og computerspil vokser i samme tempo. 

Når vi ikke opfatter computerspillene som ‘spændende’ og filmene som ‘afslapning’, opstår en en anden virkelighed, en anden form for udfordring og en anden form for afslapning. Vores hjerner er vågne, vores nærvær er tændt.

De tre vigtigste fordele ved at slukke. 

  1. Tid: Dybest set sluger film og computerspil bare en hel masse gode timer fra alt det, som er vigtigere. For os. Vi synes det er sjovt at spille og hyggeligt at se film - men i realiteten er der ca en million ting, vi hellere vil. Vi vil lære nye sprog, tegneteknikker, knyttemetoder, meditere, prøve kageopskrifter, ligge i en bunke puder på stuegulvet og glo på ilden i brændeovnen, lære 100 sange udenad, læse historier, eventyr, romaner, fagbøger, drikke the i ro og mag, lære at brodere, hele astangayogaserien, reparere møbler og forstå især biologi. Vi vil kilde, gå ture i mørke, i regn, i solskin, besøge museer, tage fodbade, lave cremer, lære at lave sæbe af olivenolie, røre salver, spille klaver, lege lege og spille teater. Der er så meget andet. I øvrigt er der også alt det “ingenting” man skal nå at lave. Hvor der ganske enkelt er stille.
  2. Bevidste beslutninger om, hvad der er vigtigt. Film og gaming er for let. På en light måde. Det er bare at tænde, og umiddelbart kører underholdningen, den gode stemning, “det sjove” - alt er løst og det glider bare. Men nede under det, rumsterer noget, nede under det er alt det andet, er frustrationen over det, vi ikke nåede og en ikke tilstrækkeligt bevidstgjort beslutning. De fleste andre aktiviteter kræver mere at “løbe igang” og derfor kræver det ægte motivation, som kun kommer af ægte bevidstgjort beslutning om, at “det her vil jeg rigtig gerne” og / eller “det her er vigtigt for mig”. Det betyder ikke at vi hele tiden mediterer, studerer historie eller skriver breve til ældre familiemedlemmer, men det betyder at vi er tændte og med lys i øjnene og glade for det, vi laver - og i øvrigt også at vi får gjort ovenstående i langt højere grad end tidligere.
  3. Følelser og tanker. I denne nye kontekst har vi plads til at tale sammen. Der er ikke noget, der forstyrrer, der er ikke noget andet, som tager opmærksomheden. Det lyder banalt, og det kan måske også lyde som om vi ikke talte sammen tidligere - hvilket selvfølgelig er forkert. Men hør nu alligevel. Efter at vi har slukket, er der på en helt anden måde tid og TÅLMODIGHED til at tale sammen og til at mærke efter. Vi har haft slukket i to måneder her i skrivende stund, og virkeligheden er at der nu fylder processer og samtaler på en sund og kærlig måde. Vi taler om, hvordan vi har det, fortæller røverhistorier og mærker efter. Vi skriver små bøger, tegner, synger og maler i et helt andet omfang - og hermed mener jeg, at tiden til refleksion, roen til proces er dukket op ud af den slukkede computer. Og det er godt. Færdig bum. Det er godt og det er vigtigt. 

(note) - 

Den udvikling, der sker i vores familie og i vores individuelle indre balancer; det der sker i vores processer, med vores motivation og energi, nærvær og stressniveauer - alt det føles næsten magisk. Forandringen er på niveau med det, der skete, da vi tog børnene ud af skolesystemet og hele skole-diskursen begyndte at dampe af. Vi har hjemmeundervist i snart fem år og oplever stadig, hvordan afstanden til den skole-baserede logik skaber mere og mere magi i hvem vi er, hvad vi kan, hvad vi tør og især: hvad vi kan udrette og være. 

Derfor er min lille psykologiske motivationsforklaring sgu simpelthen et educated guess. Hvis jeg skal være ærlig, oplever jeg et isbjerg af dynamikker, hvor der stikker nogle enkelte toppe op hist og her, som jeg kan se og give en nogenlunde sammenhængende forklaring. For nu at anvende en klassisk metafor fra psykologien. 

Jeg VED ikke, hvad fanden der sker. Det gør jeg jo ikke. Motivationspsykologien er endda kun et enkelt element af hele den her virkelighed, hvor film og computerspil spiller så stor en rolle, og fravalget af dem gør så stor en forandring. Jeg forsøger at forklare, hvad der sker og må sande, at det kan jeg ikke. Ikke sammenhængende. Jeg kan se nogle enkelte sammenhænge hist og her, og der vil uden tvivl komme flere blogindlæg om dette emne. Skriv gerne til mig i kommentarfeltet eller på mail, hvilke sammenhænge, I ser eller tænker, der findes. Jeg synes, det er mægtig interessant. 

Men note-afslutningsmæssigt vil jeg gerne understrege:

AT det sker er ikke til debat. AT vores livskvalitet er steget markant, vores nærvær blevet fantastisk, vores ro stor og fin, stressniveauer faldet helt ned til ingenting, relationer endnu finere og stærkere, selve TIDEN vokser og prioriteringerne bliver skarpere. Livet er blevet sjovere, bedre, stærkere, vigtigere. DET er ganske vist. Det er kun forklaringerne, jeg ikke er skarp på. Det sker jo stadig. Vi er kun to måneder inde. Der er så meget mere at lære, så meget mere at forstå, så meget mere liv at leve. 

Læs flere artikler i: