




Jeg er en kvinde, som står ved mine meningers mod. Lever ved mine meningers mod. Som kan mærke mine mavefornemmelser, og stoler på dem. Einstein siger klogt: ”The intuitive mind is the sacred gift, and the rational mind is a faithful servant”. Det tør jeg godt tro på. Jeg tror ikke meget på politik og polimik, på snak og principper. Jeg tror på det virkelige levede liv, øjeblikkene, hverdagene, virkeligheden. Jeg er barn af halvfjerserne, og jeg har båret ”be the change”-fanen højt hele mit liv.
Speltmor.dk findes, fordi jeg gerne vil denne forandring, også ud over min egen kernefamilie, og fordi jeg har oplevet en stigende og oprigtig interesse for vores livsstil fra mange sider. Samtidig mener jeg, at det er vanskeligt at være børnefamilie i Dagens Danmark; at det gode liv for børn og voksne er truet, og at de diskurser, der kører på dette område på mange måder blot gør det endnu værre. Derfor skriver jeg. For at forsøge at lyse i mørket, for nu at sige det lidt højtravende.
Mere konkret og verdsligt: Jeg er fra 1975, jeg er københavner. Uddannet psykolog fra Københavns Universitet, specialiseret i familiedynamikker. Jeg var enlig mor (selvvalgt – men ikke planlagt) på Nørrebro i fem år, før jeg mødte min drømmeprins (igen – han er faktisk my first love), og blev Frue i Valby. Vi fik yderligere to børn, og han adopterede min faderløse datter, inden jeg fik leukæmi (AML), som jeg Gud Ske Lov og Evig Ære overlevede (indtil det modsatte er bevist). Dernæst fik vi – som et sandt mirakel – endnu et barn. Vores ældste er femten, den yngste to. Vi har to drenge og to piger.
På bloggen kan man læse om samsovning, slynger, børns frihed og rettigheder, om voksnes ansvar, om sprog og samtaler og sprogudvikling, om det radikale valg: hjemmeskolen og om hvordan man organiserer en tilværelse fuld af glæde, tid og entusiasme som husmor i en stor husholdning. Man kan læse om den moderne kvinde”kamp”, om særlig sensitive børn (HSP) og voksne, om særlig kost og almindelig mad, om vegetarisk mad og hurtig mad og mad i haven (for madopskrifter er bare så skønne at bladre rundt i, når man har læst noget mere eftertænksomt).
Der er mange, mange artikler om livet med børn – det, jeg ikke kalder og heller ikke opfatter som ”opdragelse” - om, hvordan man lever det gode liv sammen, og hjælper sine børn godt i gang med livet på samme tid. Man kan læse om amning, også amning ud over 12 måneder og om hvordan man lærer sine børn at læse på en udramatisk måde. Om yoga for børn, og om computerspil og hvorfor man GODT må lege (også med computerspil), om ”det sociale” og meget mere.
Alle artikler er krydrede med billeder og historier fra min egen familie. Vi har ingen hemmeligheder.
Sitet ud-i-det-blå.dk er jeg også hovedforfatter på, og det rummer røverhistorier om vores rejser. I disse år rejser vi i flipperbussen, i Europa. Vi rejser på må og få og griber de øjeblikke, der byder sig. Historierne er lokale og inspirerede, og i løbet af denne sommer vil de blive flyttet til speltmor.dk og blive garneret med et tykt lag af de billeder, der ikke kan uploades, når man er on the road. Jeg glæder mig! Men indtil da: Læs bare historierne på ud-i-det-blå.dk. Det er meget langt fra turistfælderne, mc donalds og all inclusive.
Jeg lytter meget gerne til spørgsmål, og ofte leder sådanne til nye historier og artikler på speltmor.dk, fordi der er tale om oprigtige og atutentiske sprøgsmål – ægte undren, udforsken, interesse … og til tider behov for personlig sparring. Jeg gør det gerne. På mail, på facebook og via bloggen, på telefonen og i form af walk and talk (fungerer bedre end kaffesnak, synes jeg). Ved decideret behov for hjælp og for et decideret løftende forløb, tager jeg gerne en ydmyg pris for min tid og min ekspertise. Det er altid svært at gøre – som psykolog skal jeg jo tjene mine penge på det, jeg meget gerne gør helt frivilligt og spontant. Men det er så gamet. Skriv endelig og stil en bunke spørgsmål. Ligner det arbejde, siger jeg det bare, stille og roligt.
I al ydmyghed er dette min præsentation af Cecilie Felumb Conrad, undertegnede. Jeg hed oprindeligt Cecilie Vestlev (bare, hvis nogen skulle genkende mig fra tidligere), men skiftede navn, da jeg blev gift. Opklarende spørgsmål modtages med glæde. Jeg håber, alle I skønne folk får masser af glæde og inspiration høstet ud af mit site. God fornøjelse.