Mit barn, mit ansvar. Mit valg og min værdighed.

Er der nogen hjemme? En fin artikel i Information om hjemmepasningens plads i det moderne Danmark. Nu med Speltmors endnu mere radikale bemærkninger.

Janni Iben Stevn Hansen har skrevet en interessant og flittigt på FB delt artikel i Information. Jeg har læst den, og bliver lykkelig over, at den trykkes i Informeren, men må med mit ståsted alligevel lige tilføje mine egne kæpheste. Jeg er medlem af SAMFO og støtter således sagen, vil i hvert fald gerne give mit bidrag til at denne meget lille gruppe får en stemme i det såkaldte demokrati.

Iben skriver, så rammende og tydeligt om det vanvittige i den automat-pilot, de sidste to generationer har fået installeret i forælderskabet: At barnet skal og bør institutionaliseres fra etårsalderen, og det i sygt mange daglige timer, når det går højt. Og især det vanvittige i, at vi som samfund støtter denne institutionalisering med enorme tilskud til vuggestuer, børnehaver og …. ja, nu siger jeg det: Skoler.

Se, forskellen på mit og Ibens problem er jo, at jeg sådan set heller ikke er fan af skolerne. På dette område bliver jeg endnu mere radikal end de radikale forældre, som beskrives i artiklen. Jeg er nået dertil, hvor jeg er meget meget skeptisk overfor institutionaliseringen som sådan. Jeg har skrevet om det før, og gør det gerne igen. Jeg er i hvert fald ikke fan af automatpiloten, jeg er ikke fan af, at vi glemmer, at det er frivilligt at gå i skole, at der er andre muligheder. 

Forældre uden ansvar

Se, vanskeligheden er ikke blot, at vi har et meget urimeligt og manipulerende økonomisk system, som støtter en eneste måde at varetage forælderskabet på (at komme børnene i institution, når økonomisk barsel er afsluttet – og dermed faktisk ikke selv varetage forælderskabet, men dele det med statslige institutioner). Vanskeligheden er, at vi har et system rundt om forælderskabet, som trækker tænderne ud på forældrene. Måske i den allermest velmenende ånd, har vi indført et kolossalt kontrolsystem, som fjerner forældrenes oplevelse af, at barnet er deres eget ansvar.

Uh-ha. Jeg får mig nok nogle uvenner her. Men – jeg vover pelsen.

Disclaimer: Jeg anerkender alle menneskers ret til at indrette deres liv efter egne ønsker, værdier, religion, temperament og overbevisning. Jeg er ikke imod karrière-forældre, barnepiger, mandag-fredag-liv, for dem som ønsker det. Artiklen her handler om, at jeg oplever vores statslige informationsflow og øknomiske omfordeling som problematisk - netop fordi det fratager forældre muligheden for frit at vælge selv. Og det altså særlig forældre som vælger noget andet end karriere / institutionsliv, som bliver stækkede. 

Ikke nok med at vi nærmest korsfæstes økonomisk, hvis vi vælger et liv, hvor vi hjemmepasser – og i øvrigt kun for alvor har den mulighed, hvis der er en anden forsørger end staten – næh: vi får også så megen rådgivning og så mange regler fra statens side, at det er helt overvældende, når man træder et skridt tilbage og tænker over det.

I samme øjeblik, vi bliver gravide, får vi en hel bunke foldere med hjem med ”gode råd”, vi får en vandrejournal og bliver ”tilbudt” en hel bunke undersøgelser. I ekstremt få tilfælde opfatter forældre, at der er tale om en frivillighed, og at der er andre – meget fornuftige – måder at forholde sig til en graviditet. Lige med det samme får vi på metaplanet at vide, at staten (i form af lægen, skanningssygeplejersken, sundhedsplejersken, sundhedsstyrelsen) ved bedre. 

Jeg har været gravid fire gange og fået meget forskellige gode råd hver gang. Fra staten. Jeg har været gravid fire gange, og jeg har aldrig hørt en læge sige "du har mulighed for at få foretage følgende undersøgelser ... ", " ... vi tilbyder disse screeninger ....". Altid lyder det: "Du skal .... " ditten-dutten-og-datten. Jeg har fået fire babyer, og de første tre gange ringede sundhedsplejersken bare og fortalte mig, hvornår hun kom. No questions asked. Først fjerde gang ringede jeg til hende (inden jeg fødte) og bad hende pænt om at bruge sin tid på nogle andre end mig.

Just når barnet er født, bliver det systematiseret. Målt, vejet. Målt på alle leder og kanter, endda f....ing rundt om hovedet! Af præcis ingen grund. Og så har det bare at følge vækstkurverne, for ellers kan jeg love jer for at lægen og sundhedsplejersken kommer efter jer. Med MME og piskefløde og løftede pegefingre.

Og sundhedsplejersken vader ind ad døren hos de nybagte og fortæller den ene røverhistorie efter den anden, og dette vejnings-ritual bliver ofte en dom over amningen – om den nybagte mor nu kan finde ud af det. Og sør'me om ikke hun får at vide, at det er meget vigtigt IKKE at lytte til sine kvindelige familiemedlemmer og deres erfaringer, for sundhedsstyrelsen, WHO og sundhedsplejersken ved altså bedre. Det stod er i den første bog, jeg fik af staten. Tak for l.... siger jeg. Dengang så jeg det ikke. I dag ser jeg det lysende klart.

Og jeg vil slet ikke i denne artikel begynde at tale om skoletandplejen, for så ser jer rødt, og så er der ingen af jer, der gider læse artiklen til ende.

Min pointe er, at alle disse udmærkede ”tilbud” kommer til at opføre sig som krav, og at de på metaplanet (som altså psykologisk virker på alle mennesker) fortæller forældrene, at de ikke er gode nok selv – og faktisk heller ikke rigtig behøver at tænke selv, for alle disse offentlige omsorgspersoner og alle folderne og hæfterne skal nok fortælle forældrene, hvad de skal gøre. Meget af det er sikkert meget udemærket, jeg er ikke ude på at debattere indholdet af disse informationer, men derimod vil jeg stille spørgsmål ved metaplanet: At vi hele tiden skal hjælpes og af andre have at vide, hvad der er det rigtige at gøre. Det fjerner selvtillid, det fjerner ansvarsfølelse, det fjerner dermed den værdighed, der ligger i at træffe sine egne valg på baggrund af egne værdier og stå ved dem. 

Alle disse tilbud præsenteres hverken sprogligt eller strukturelt som tilbud, men som en ufravigelig virkelighed. Som trækker tænderne ud på forældrene. Hvad jeg opfatter som meget farligt. Og psykologisk usundt for forælderskabet, både børnenes side og forældrenes. Det er netop fraværet af ansvarsfølelse og værdighed, som skaber usund barndom og et frustreret forælderskab.

Eksempel

Så sent som i sidste uge, fortalte en af mine søstre mig, at hun ikke turde vige fra vaccinationsprogrammet, fordi hun ikke kunne overskue at forstå, hvad det var for nogle vacciner, hendes datter skulle have og hvorfor, og at det derfor var for ”farligt” at lade være. Min søster læser et eller andet avanceret biokemi på DTU og forstår givetvis langt bedre end de fleste, hvad en vaccine er og hvorfor man får den. Men hun har allerede lært, at det er farligt at flytte sig udenfor de statslige systemer. Nogle gange kan jeg godt få lidt svært ved at trække vejret.

Er der nogen hjemme? Op lille Hans ....

Janni Iben har en fantastisk mærkesag (økonomisk ligestilling af forældre som vælger at hjemmepasse før-skolebørn) – men at præmissen om at børn da selvfølgelig skal i skole, må jeg tage afstand fra. For min mærkesag er: Børnene er deres egne. Børnene er vores ansvar, vi er moralsk, juridisk og økonmisk – men mest af alt eksistentielt forpligtede til at tage os af dem, fra det sekund, vi får dem i hænderne og til den dag, hvor de kan klare sig selv. Det er vores – forældrenes ansvar. Og vores – forældrenes problem.

Og derfor er det så stort et problem, at vores samfundssystem rundt om børn, lige fra den første spire i livmoderen, forsøger at overtage dette ansvar, blande sig i det, så tvivl og frygt i forældrene – og endda økonomisk manipulere til specifikke ansvarsfralæggende valg.

Question everything siger en klog Kone, jeg kender. Question everything. Det er sundt. Men det er satme svært i de rammer, vi i dagens danmark bliver forældre.

Giv slip frem for agt. Også på barndommen. 

Med hensyn til om skole er godt eller skidt, vil jeg endnu engang henvise til Sir Ken Robinson, som i hvert fald peger på, at den type skole, vi i dag stopper vores børn ind i ikke styrker deres udvikling, ikke lærer dem at udvikle deres kompetencer, og slet ikke forbereder dem til den virkelighed, som bliver deres når verden om tyve år bliver deres ansvar, deres problem og deres fundament. Skolen peger langt bagud i tiden med sit paradigme, og har brug for en enorm forandring for at begynde at pege fremad. (klik på linket og se 11 minutters video, som vil gøre dig meget meget klogere - og lysvågen).

Mit forslag er at lukke den. Lukke den og se, hvad der sker. Det kan man se på en anden virkelig klog lærings-forskers resultater, Sugata Mitra fra Indien har verden over åbnet frie lærings-stationer for børn på den helt radikale måde og fået fantastiske resultater. Eller i det mindste åbne for muligheden for at have en helt anden type barndom end skole-barndommen, for dem som ønsker det. Ligesom SAMFO arbejder for at lade pengene (de 120.000/år staten giver i tilskud til et vuggestuebarns pasning) følge barnet, kunne man jo lade de 66.000 et skolebarn koster følge barnet og se, hvad der skete. Vi har heldigvis i Danmark muligheden for at vægle friskoler (som så må lave skole for ca 70% af, hvad statsskolerne få i tilskud - så helt frit er det jo ikke), og også vælge at hjemmeundervise (hvad der ikke følger nogen tilskud eller skattefradrag med i). Hvis pengene følger barnet, enten som tilskud eller som skattefradrag - åbner vi for friheden, og placerer valget hos forældrene. Dermed lader vi det være op til forældrene at vælge deres barns livsomstændigheder. 

(Og når vi lige er ved hjemmeskole og økonomi, er det værd at tilføje, at ud over at der er 66.000 som ikke følger barnet, er der et lovkrav om at barnet modtager undervisning der tilsvarer folkeskolens niveau, uden der er et tilskud / fradrag svarende til den ret store udgift, det er at købe undervisningsmaterialer i form af bøger, online læringsplatforme, billetter til museer og offentlig transport - hvor skolerne for enorme rabatter, men hjemme-undervisende forældre skal betale fuld pris som "privatpersoner" selvom der er et lovkrav om at der undervises. Just saying). 

I vores familie sparer vi staten for godt en kvart million om året alene i tilskud, fordi vi har valgt at vores tre yngste børn lever deres liv hjemme. Dertil skal så føjes udgifter til materialer, billetter og personalepleje. Det er ikke småpenge, ikke engang for staten. (i en begrænset periode på 12 måneder, sparer vi dog kun staten for 150.000 om året, da Københavns kommune har en udemærket ordning med pasning af eget barn. Det beløb man får, er dog ca. 4500 kroner lavere end det beløb en vuggestue får for det samme arbejde, og er begrænset til 12 måneder, hvad vuggestuelivet ikke er.)

Vores økonmisk system i form af skat og bloktilskud og den meget massive informations/belæringsstrøm, vi rammes af i forælderskabet skævvrider det frie valg og peger i en eneste ensrettet retning, som ikke nødvendigvis er det gode for alle. Som sagt respekterer jeg alles ret til at træffe deres egne frie valg, men jeg finder muligheden for at gøre dette problematisk, når der er så massiv en manipulation af forældres opelevelse af at være kompetente til at træffe egne valg, og så stor en økonomisk for-fordeling af forældre, som vælger institutionaliseringen. 

Se, humlen er: Prøv at fjerne tvang og kontrol, prøv at stole på børnenes lyst til at udforske og opdage verden og se, hvad der sker. Som i så mange andre af livets sammenhænge, er det en inderligt sund øvelse at give slip. Og måske vores stat også kunne give slip på frygten for den primære tilknytning og lade forældre være sammen med deres børn, tage ansvar for egne børn, drage omsorg for egne børn.

(Og kom ikke med den der med børn som vanrøgtes, for børn som vanrøgtes kan staten tydeligvis meget dårligt opdage og lige så dårligt hjælpe. Der er ikke brug for kontrol af alle og enhver for at løse det problem. Lad det være en anden artikel, blot vil jeg foreslå at også her er alle mennesker individuelle ansvarsfølelse og værdighed meget sund - også for naboens børn)

Og på samme måde: Prøv at fjerne tvang og kontrol og især manipulation og stol lidt på forældrenes lyst til at være sammen med deres børn , drage omsorg for deres børn, tage beslutninger om rammerne for deres børns liv og deres lyst til at arbejde og gøre karrière. Den primære tilknytning er det sundeste psykologiske bånd, der findes, den primære tilknytning er - i modstæning til penge - det, der driver verdens hjul rundt. Og børnene har hverken gavn af eller brug for al den kontrol. Børnene har brug for at deres forældre (primære tilknytning) påtager sig det eksistentielle ansvar at sætte rammerne for deres liv og drage al den omsorg, de overhovedet gider - mens børnene får fred og frihed til at udvikle sig ind i den fremtid, ingen af os kender. 

Læs flere artikler i: