Mere om hjemmeskole. Seks klassiske spørgsmål.

Mere om hjemmeskole. Velkommen i min verden.

Den første serie af spørgsmål er allerede rullet ind på baggrund af artiklen: "Hjemmeskole. Hvad er det nu for et flip?" -  og jeg vil gerne dele. Artiklen her bliver i formen Q and A.

Spørgsmål 1. Er der eksamen?

Ja. Og nej. Det vælger man selv. Der var så meget, jeg ikke vidste, før jeg tog nogle af mine børn ud af skolesystemet. For eksempel, at Folkeskolens Afgangseksamen er frivillig. Vi har undervisningspligt, men ikke eksamenspligt. Faktisk er det omvendt. Faktisk er det sådan, at man har ret til at tage FA og dermed få papir på, hvad man har lært. Så om der er eksamen efter ti år i hjemmeskole, er sådan set noget, familien selv vælger.

Man kan vælge at bede om en eksamination på den lokale skole og få det samme papir som naboens børn. Man kan også vælge at lave sin egen eksamen, hvis man vil. De fleste vil nok vælge begge dele fra. Hvis man vil videre i et traditionelt skolesystem i form af en ungdomsuddannelse, kan man blive optaget ved optagelsesprøve, hvad der for de fleste er langt mere relevant og dermed motiverende end en eksamen.

I vores familie tænker vi faktisk slet ikke i The Endgame. Vi lever vores liv for at leve det gode liv nu og her. Vi er fuldstændig sikre på, at det her liv er det bedste for vores børn både på kort og lang sigt.

Spørgsmål 2: Eller hvordan sikrer I jer, at de lærer "det de skal". Er det "bare" baseret på fuld tillid til jer selv og ikke mindst børnene?

Altså. Det er jo vældig kompliceret, og vores forhold til det bliver hele tiden mere nuanceret. Men det korte svar er: Ja. Ja, vi har fuld tillid. Hverken til os selv eller til vores børn, men til den proces, livet er.

Vi føler os meget sikre på, at vores børns voksenliv vil være lige så forskelligt fra vores, som …. ja som at se et par generationere tilbage. Min mormor kogte vasketøjet i en kæmpe gryde og der var hestevogne i Københavns gader. Ikke på vilkår havde nogen dengang gættet, at hun i dag hygger sig på facebook med sin ipad. Og studerer latin med intelligente apps.

På samme måde, har vi ingen mulighed for at se ind i den fremtid, som bliver vores børns virkelighed, når verden engang er deres, og det er vores tur til at være gamle.

Så vi kan ikke vide, hvad de ”skal lære”.

Men vi kan vide, at de lærer. Vi stiller i det store og hele ikke nogen krav til hvad de skal lære, men stiller os i stedet til rådighed som katalysatorer. Eller makkere. Vi svarer på spørgsmål, sørger for materialer, rejser, udfordringer – eller sørger for at de bliver opdaget, og at vi voksne gider være med til at udforske dem. Det handler i meget høj grad om nærvær, om at være sammen i livet.

Vi er ikke strategiske, vi er ikke superpædagoger, vi er sultne efter at leve et interessant liv, og vi synes al mulig viden er vildt interessant. Derfor udforsker og undersøger vi, vi rejser og oplever, vi bygger og syr og maler og laver åndredrætsøvelser, læser artikler og spiller spil, hele tiden på vej mod nye horisonter. Børnenes optagetheder bliver taget alvorligt, om det er Alfons Åberg, latin, havørne, Minecraft, kagebagning. Deres optagetheder er lige så gyldige som vores, og vi føler os sikre på, at den intelligente, nysgerrige, begejstrede, vedholdende, helhjertede indstilling, er den allerbedste lærermester og det allerbedste curriculum.

Der er selvfølgelig alt muligt, vi mener vil være godt og opbyggeligt og interessant for vores børn at lære. På mange planer. Både akademiske og alle mulige andre. Og vi introducerer da selvfølgelig at det, vi finder godt. Men vi stopper det ikke ned i halsen på dem. Det er det, der er den store forskel fra skolen. Vi introducerer og vi følger op, hvis det fænger og lader det ligge (til en anden gang, og måske aldrig), hvis det ikke gør. Der er ikke brug for at alle mennesker kan og ved det samme, så der er meget få elementer, som er ufravigelige krav.

Spørgsmål 3 Er der tilsyn fra kommunen?
Ja, det er der. Hvordan det foregår, er meget forskelligt – helt afhængig af tilsynspersonen og af samarbejdet. Hvis man alvorligt overvejer hjemmeskoling, synes jeg, man skal læse på frilæring.dk, hvor disse processer er velbeskrevne. Og melder man sig ind i hjemmeskoleforeningen på sitet, vil man møde massiv opbakning fra fellow hjemmeskolere, netop med hensyn til tilsyn.

Spørgsmål 4. Hvordan og hvor møder børnene venner, når det ikke er i skolen, som jo ellers er det oplagte sted?

Jeg har allerede for længe siden skrevet artiklen hjemmebørn og socialisering, som tangerer dette emne. Så den vil jeg anbefale, man læser. Her kan jeg kort afsløre, at

  1. Børn (som voksne) har ikke brug for at være sammen med deres venner ti-tolv timer i døgnet.

  2. Børn (som voksne) har glæde af frihed og ro

  3. Børn (som voksne) etablerer venskaber i de fællesskaber, de indgår i. Går man i hjemmeskole, er det nogle andre fællesskaber, end hvis man går i skole. HU netværket er stærkt, men der kan være langt til nærmeste hjemmeskolefamilie. Men ellers er der jo børn i nabolaget, i vennekredsen, i spejderforeningen.

Men vigtigst af alt: Når man holder op med at aflevere sine børn til et institutionsliv, holder venskaber op med at være så inderligt vigtige, fordi man er sammen altid. Jeg har jo tre hjemmebørn, og de har stor glæde af hinanden, så selvfølgelig kan jeg kun udtale mig på baggrund af dét. Men bottom line: Ja, de var vældig glade for deres venner, da de gik i institution. Nu er de stadig vældig glade for deres liv. Faktisk mere.

Men læs artiklen om hjemmebørn og socialisering. Den er mægtig fin. Hvis jeg selv skal sige det.

Spørgsmål 5. Hvilke tanker har I gjort jer omkring livet efter hjemmeskolingen - hvis fx gymnasiet er den første institution man møder, kan det jo nok opleves som noget anderledes?

Kort: Ingen. Vi er ikke bekymrede. Vi tror på, at når vores børn lever et meningsfuld og glædesfyldt og trygt og lykkeligt liv NU, er fremtiden lys. Vi tror ikke på at hærde børn mod en ond fremtid. Vi tror ikke fremtiden er ond.
Ja, der vil være forandringer i livet. Det er der sandelig også i hjemmebaseret barndom. Men vores børn vil lære at mærke efter, lære at sige til og fra, og de vil kunne mærke, om en uddannelse, et job, en sammenhæng er den rigtige for dem. Det er en sej kompetence. Men altså. Dybest set blot noget, jeg tænker, nu jeg bliver spurgt.

Vi lever i nuet. Og lige nu er dette det helt rigtige for os. Glem ikke, at vi har et barn mere, som trives med at gå i skole. Vi er ikke imod skole. Vi er ikke imod forskellighed og forandring. Vi er for det gode liv. Hver dag. Altid.

Som nogen vil vide, er jeg kræftoverlever, og det sætter tingene lidt i perspektiv. Vi lever ikke et strategisk liv, for at lande et bestemt sted om ti, tyve, tredive år. Vi lever vores liv hver eneste dag, fordi det er det, det hele handler om. Og vi sørger for, at vi alle har mulighed for at leve et liv, som er meningsfuldt, glædesfyldt, sjovt, nærværende.

Spørgsmål 6. Har børnene selv valgt?

Ja. Kort og godt, ja. Den lange historie om vores vej til hjemmeskolebeslutningen hører ikke til her. Den korte historie er, ja. I aller højeste grad, ja.

Her vil jeg stoppe, helt stenet af influenza – jeg regner med, at det kan bruges til noget. Dengang, jeg skulle beslutte det, slugte jeg alt i hele verden om emnet, for det ER i sandhed meget langt udenfor boksen, det her med hjemmeskole. Tøv ikke med at spørge videre. Jeg deler – stadig – gerne.

(teaser: Der er et spørsmål mere, jeg ofte møder - hvordan får du det til at hænge sammen? Der menes økonomisk. Næste artikel om emnet, vil arbejde med dette ubehagelige emne)

Februar 2014

 

Læs også den første artikel i serien om hjemmeskole: "Hjemmeskole. Hvad er det nu for et flip?"

Læs også den første artikel i serien om hjemmeskole: "Hvad er det nu for et flip?"

også artiklen om hjemmebørn og socialisering - svarene på det oftest stillede spørgsmål.

Læs flere artikler i: