Kræftoverlever. Om at overleve kontrollerne også.

Her kommer en rimelig lang, meget personlig fortælling om, hvordan det er (for mig) at gå til kontrol efter at have overlevet en akut leukæmi.

 

Om at gå ind gennem døren på Rigshospitalet

Gråden står højt halsen, mens jeg går ind af døren på Riget. Jeg har slukket min telefon, orker ikke verden. Gråden og tyngden, som om alting er højere og sværere. Der er ingen stilhed i mine ører, der er ikke noget fred i min sjæl. Gråden er på sin plads, klar til udrensning, nærvær og realitet.

Om håb og barsk realitet

Jeg har forladt mit hus, kysset min elskede mand og mine smukke børn farvel på en smuk sommerdag og cyklet gennem min by. I tankerne runger alle hilsenerne fra facebook, helhjertede og optimistiske. Det skal nok gå, Cecilie, du klarer den. Og jeg tror, jeg 'ved', jeg klarer den. Jeg tror tanker bliver virkelighed og holder fast i troen, i kærligheden, i overleveren.

Samtidig ved jeg noget andet. Jeg ved, at de mennesker, jeg kendte, som jeg var syg sammen med, ikke så det komme. Ikke mærkede noget som helst, ikke følte sig hverken svage eller syge, og i sandhed troede på det. Jeg er ikke anderledes end dem; jeg er ikke bedre end dem, jeg har ikke mere ret til at leve, jeg er ikke en fis mere udvalgt af Gud end alle andre.

Når man er lidt lammet

Mens jeg venter på blodprøven, kan jeg ikke tælle. Jeg har nummer 364 og der er 10-15 numre foran mig. Alligevel må jeg se op og sammenligne min lille papirlap med skiltet, hver eneste gang der lyder et bip. Jeg bladrer mine plastickort igennem for at have det gule kort klar, og tårerne presser sig på igen. Der er kommet endnu flere kort, siden jeg blev syg; jeg er blevet velsignet med et barn mere. Inderlig og dyb taknemmelighed rammer mig, og en håbløs meningsløshed: Hvorfor er jeg ikke derhjemme sammen med ham?

Livet er først og fremmest praktisk, og lur mig om ikke, det er af det gode.

Et praktisk problem kommer i vejen; en blodprøve mangler lige i systemet, og det er befriende at rejse sig og være konkret. Memory Lane kan være revsende, men med denne praktiske opgave top of mind, kan jeg flyde ovenpå pølen af oplevelser, der gemmer sig i min personlige historie på dette sted.

Jeg glæder mig over at være overleveren, som sygeplejersker, rengøringspersonale og køkkendame smiler lettet ved synet af – i det omfang, de kan kende mig med hår. Jeg går med raske skridt gennem sengeafsnittet og får lyst til at stoppe op og tale med alle de syge, tale om håb og om at kæmpe. Gør det selvfølgelig ikke; det ville jo være vanvittigt invaderende. Men jeg går med en fjedren i gangen, en lethed i ånden, selvom alle minderne flyder gennem mig. Minderne om de andre patienter, om dagene hvor man vaklede rundt med dropstativet, om kvalmen, medicinen, kampen.

Men det er hurtigt løst, problemet. Og jeg er tilbage, bliver stukket i armen af en teenager med bleget hår, sød er hun og så evigt ung. Vel vidende, at jeg ikke kan vide, hvad der sker i de prøver. At alle dem, jeg kendte er døde. Og ikke så det komme.

Om dem, der ikke længere er – om overleverskyld og om Memory Lane

For egentlig ganske nylig var det min hverdag at tale med disse skønne mennesker. Jeg sad ved siden af dem i institutions-møbler med en vis komfort og sammen lod vi andre menneskers blod løbe langsomt ind i vores årer, så vi kunne holde os i live en dag eller måske to mere. Det var realiteten, at disse hundredevis af poser af blod, en dråbe ad gangen, en dag ad gangen, tillod os at forblive blandt de levende.

En taknemmelighed på størrelse med sommeren, bor stadig i mig hjerte – for dem, som villigt og systematisk forærer deres blod uden beregning, uden bagtanker, bare fordi det er det rigtige at gøre. Vi sad dér og talte om livet og døden og om alt det, der er vigtigt, dag ud og dag ind. Fik blod og kemoterapi og antibiotika og mere blod og endnu mere blod.

Disse mennesker er ikke længere blandt de levende. Og jeg takker for den smule tid, vi fik sammen. Samtidig med, at jeg føler mig skyldig og træt og mærkelig til mode som den eneste, jeg kender som overlevede. Jeg håber, de sidder blandt Guds engle og hepper på os andre, med kærlighed og indre ro.

Er du bange for at dø?

Den barske realitet er, at jeg ikke er bange for at dø. Jeg er bange for at leve. Jeg er bange for at være syg, og sige farvel, og skulle dø. Jeg er bekymret for de mennesker, jeg ville efterlade. Min mand, mine børn, mine søskende. Jeg ønsker at leve og leve og leve, fordi jeg ønsker at være der for dem. Jeg ønsker at leve hver eneste dag, for at gøre den absolut vigtigste forskel, jeg kan gøre i mit liv: Med kærlighed og inderlig omsorg være mine børns mor, min mands kone, mine søskendes søster. Være stærk, være en sikker havn, være inspirerende og insisterende.

Ventetiden og katharsis

På hæmatologisk klinik skal jeg vente en time på at tale med min læge. Blodprøven skal først analyseres, og jeg sidder der, igen på Memory Lane. Ønsker helt ulogisk at se dem komme alle sammen, alle dem jeg kendte, genoptage samtalen. Tale om, hvordan livet bagefter er. Om om dengang. Om blodforgiftning, lungebetændelser, kemo-kvalme, overvældende træthed, blod-kateter, lugten af sprit. Om svimmelhed.

For første gange nogen sinde, kan jeg spise, mens jeg venter. På samme måde, som jeg dengang kunne sove. Krop sov! var en kommando, som gav mig styrke. Og her er en velplanlagt madpakke noget, jeg spiser, fordi jeg ikke orker at gå sukkerkold bagefter. Uanset om jeg er købt eller solgt, kommer jeg til at cykle hjem om et par timer, og uanset om jeg er købt eller solgt har jeg ikke brug for at være svimmel af sult også. Det er vel en form for sejr over historien at spise inden døre på Rigshospitalet. Et udtryk for at tiden går, vandet løber gennem floden under broen.

Frygt ikke, tro kun. Men fortræng dog heller ikke.

Jeg holder om mig selv, mens jeg hører måneskinssonaten. Banalt? Musikken bærer mig gennem den her dag, og selvom jeg da så sandelig godt ved, at frygt er satans værk, er oprigtige følelser, bevægelser tilbage gennem tiden ind i det, der skete og tid til at tænke sine tanker en afgørende del af livsprocessen.

Man må aldrig give frygten plads. Jeg kalder det Jesus, og synes alle bør føle sig fri til at kalde det, hvad de vil. For tiden er modeordet mindfulnes. Jeg er ligeglad. For mig er det Jesus. Og Jesus siger inderligt tydeligt, at vi ikke må være bange. Vi skal holde os til at tro. Men han siger ikke, at vi skal være lalle-glade og fortrænge det, der rent faktisk sker. Når frygten kan afvises, bliver gråden og realiteten en anden.

Count your blessings

Det kommer til at handle om livsagtelsen. Når jeg græder på en smuk sommerdag som denne, er det fordi livet er kompliceret. Fordi paradokserne er overvældende, kærligheden enorm og virkeligheden så mærkelig og uforståelig, ubegribeligt kompliceret, at jeg må rense min forvirring ud ad disse tårekanaler. Hvis jeg skal mærke mine følelser, lukke op for mine tanker og vigtigst af alt: min taknemmelighed – må gråden have sin plads. Sammen står glæden og sorgen, livet og tabet, det at vi er her - både når børnene griner og når kemoterapien løber ind.

Min præst delte for nylig en lille saying på facebook: Det er ikke sandt, at vi kun lever én gang. Vi lever hver eneste dag. Vi dør kun en gang.

Og heri er livsagtelsen. Også i dag lever jeg. Også dette er en del af mit liv. Derfor er jeg taknemmelig. Og vil mane til taknemmelighed. Count your blessings. Jeg er taknemmelig for at kunne sidde her og tænke mine tanker, mærke mine følelser, skrive min tekst.

En mening midt i det hele

Måske er det det, der er meningen med det hele. Den meningsfuldhed, der er at finde inde i det meningsløse ved at få kræft. At disse dage på hospitalet, hvor jeg indtil videre har kunnet cykle lettet hjem, maner til min livsagtelse, at de fører mig ned ad den indre gade, hvor tårerne vasker alting rent. Hvor jeg husker kampen på motionscyklen. Kampen mod kvalmen. Kampen for at spise. Kampen for at holde modet oppe. Hvor jeg huske de venner, jeg kendte og senere mistede, de samtaler og drømme, vi sammen havde. Hvor jeg kommer i tanker om taknemmeligheden til dem, som giver blod.

Hvor jeg husker, hvordan jeg en sommerdag præcis som denne gik en lille svimmel tur i den lille park ved siden af klinikken og sled et lille sår på min højre fod, fordi skoen strammede lidt. Et sår som først forsvandt efter to måneder, fordi jeg ingen kraft havde. Fordi jeg først skulle have antibiotika til at hele min betændte lungehinde. Et blod-kateter til at give kemoterapi i, og dernæst en enorm kemo-kur af ti dages varighed, hvor jeg knapt kunne komme ud af sengen, og så yderligere fem ugers indlæggelse for at kunne komme på benene igen. Altså overhovedet gå, stå, tale, spise. Og så vente og vente, få blod og antibiotika dag ind og dag ud, indtil min knoglemarv igen kunne lidt selv – inden det rigtige, virkelige immunforsvar kom på banen og helede den lille uskyldige vabel i løbet af to døgn.

Hvor jeg husker, hvor lille en del af processen den omgang var. Hvordan min knoglemarv igen og igen skulle slås ud af kemoterapi, hvordan den ene komplikaiton, infektion, betændelse, hævelse, reaktion fulgte efter den anden; hvordan man drak en sjat kemoterapi-mixtur til morgenmad og aftenkaffe, lærte at sluge piller i håndfulde i stedet for enkeltvis, fordi det ellers tog for lang tid, hvordan den ene pose blod fulgte efter den anden. Jeg husker at tabe håret i etaper, skrækken hos mine nærmeste, fandenivoldskheden hos mig selv. Der er så sindssygt meget hukommelsesstof lagret på dette sted.

Alle disse hukommelser, følelser, minder, tanker heler min ramte sjæl, fintuner mit fokus. Jeg er så heldig, at jeg ved ret præcist, hvad der er vigtigt. Jeg ved hvad vej, jeg skal gå. Hvad jeg skal vælge. Og hvad der er værd at kæmpe for. Og disse dage gør mig skarpere, stærkere, grundigere, mere nuanceret og endnu mere taknemmelig.

Om at cykle hjem igen

Lægen kommer og begynder at sludre om min frisure, om nogle følgeskader, jeg slås lidt med og om mine børn. Jeg ved, jeg er ok, inden jeg når at give ham hånden. Jeg ved, jeg kan sende de to vigtigste sms'er, inden jeg går ind på hans kontor, til min mand og min ældste datter. Har tændt telefonen af samme grund. Jeg ånder ud.

Og jeg bliver ved at ånde ud resten af dagen. Jeg cykler hjem gennem min by, hvor hele min personlige historie udspiller sig for mit indre teater. Eller det meste. Det er vigtigt at have tid til at være stille sammen med sig selv. Og på kotrol-dagene, er det den eneste mulighed, jeg har. Mit ekstistentielle brusebad, kunne det måske omdøbes til. Mit eksistentielle brusebad.

Læs flere artikler i: