Kollektiv sukkerforskrækkelse?

jordbærsorbetis er meget meget dejligt
jordbærsorbetis er meget meget dejligt
crepes, indtaget i pandekagernes egen republik, godt med smeltet chokoladle
crepes, indtaget i pandekagernes egen republik, godt med smeltet chokoladle
flere pandekager
flere pandekager
ej sjov leg med skumfiduser på snor og hænderne på ryggen
ej sjov leg med skumfiduser på snor og hænderne på ryggen
dejlig chokoladekage på hyggeligt spansk konditori, stor fornøjelse
dejlig chokoladekage på hyggeligt spansk konditori, stor fornøjelse
brikjuice er ikke farligt
brikjuice er ikke farligt
softice smager sødere fordi det er mindre koldt; der har jeg selv lært i TV
softice smager sødere fordi det er mindre koldt; der har jeg selv lært i TV
på denne plet græs indtog vi de bedste kager i verdenshistorien
på denne plet græs indtog vi de bedste kager i verdenshistorien
her deler mine døtre en smuk isdessert på en havn
her deler mine døtre en smuk isdessert på en havn
og så skal man huske alt det der er langt vigtigere end sukker
og så skal man huske alt det der er langt vigtigere end sukker

Det er ikke særlig speltagtigt at sige ja til alt det sukker. Det er da meget mere spelt at forbyde sukker totalt. Disse ord sagde en veninde for nylig, mens vi sad i haven og sagde ja til is en sommereftermiddag. 

Læs artikel nummer to i serien om, hvad der sker og hvad der ligger bag, når vi slipper sukkekontrollen i vores familie. Dette er fra midten af august; to måneder 'inde'. 

Jo-tak. Jeg møder det ofte, jeg møder det endda inde i mig selv. Dette restriktive kontrolbehov, denne indstilling til sukker som var det satan selv, vi havde med at gøre. Forbuds- og forskrækkelses-forholdet til sukker. Frygten, dybest set. Frygten for fejlernæring, misvækst, overvægt, sløvsind, sygdom. Eller er det egentlig bare frygten for ikke at slå til, lukket ud i kontrol over børnenes sukker-indtag? Nogle gange, kan jeg godt være lidt bange for det. I hvert fald for, at der er en kraftig tendens i denne retning, et temmelig omfattende element på spil her. 

Jeg er bestemt ikke ligeglad med mine børns kost; jeg gøre mig mange tanker og megen umage. Men jeg har besluttet mig for at give rigtig meget slip på sukkerkontrollen, på forbud og påbud når det kommer til kost. Min kontrol ligger i, at det er os voksne der bestemmer, hvad vi køber ind.

Det er en kerneværdi for mig at give slip på voksen-kontrollen i et ret stort omfang. Og det er svært. Det er svært af mange grunde. Jeg har været del af et kvindenetværk, hvor i favn forælderskab var en ledestjerne, og jeg har derfor haft 'optimal sundhed' som projekt. Men jeg er havnet et sted, hvor jeg faktisk mener, at optimal psykisk sundhed, stor personlig frihed (også for små personer), dybt nærvær, tæt nærhed og nuanceret erklæret opmærksom kærlighed er af langt højere betydning end hvor mange gram sukker, der fortæres pr døgn.

Derfor har jeg sluppet øko-helse-sukker-forbuddet så meget, som jeg autentisk kan. Mine børn får ja, når de spørger. Næsten altid. I dag har min treårige datter spist to pandekager, to is, to kager, to stykker chokolade. 

Og jeg ER virkelig i zen omkring det. Næsten. 

Mine børn har nemlig også spist havregrød, blommemos, fuldkornspasta, svinekød, gulerødder, æbler, nødder, nybagt brød, økologiske pølser, grillede rejer. Og nårh ja - nogle grillede skumfiduser. Vi har haft en lang og begivenhedsrig søndag, hvor intet mindre en fjorten mennesker har været forbi på korte og lange, anmeldte og uanmeldte visitter, gulvene er blevet vaskede, tre maskiner tøj ordnet, et barns hår klippet et andets hår ordnet for ugler og arp, babyen lært at kravle, vi har hørt høj musik og foræret en sofa væk, sovet rigtig meget i alle mulige hold, lavet HAMA perleplader, talt om almindeligt kendte tegn som toilet-tegnet med mand og dame og yin og yan og fredstegn, læst bøger, spillet computer og set en film. Sådan. Og nårh ja. Øvet alfabetet, gået med hunden, leget med dukker, bygget med lego. 

Jeg vil mene, mine unger har haft en sund, fuldkommen dag. En dag, der simpelthen ikke har handlet om kampe om antallet af is. 

Og det lille 'næsten'.

Der ligger mange tanker bag vores sukker-politik.

1. Vi ønsker at vores børn skal få et sundt, kærligt, sanseligt forhold til mad, både det salte og det søde køkken.

2. Vi ønsker at dele oplevelsen af substans med dem, lære dem hvad kvalitet er - også i det søde køkken

3. Vi ønsker at bruge vores leder-evner, vores opdragekraft på andre og mere væsenlige forhold. Bemærk at ingen af vores børn vejer for meget, der er ikke tale om et helbredsmæssigt problem her, ikke i en fedmekontekst i hvert fald.

4. Vi siger ja, men det er jo os, der har bestemt hvad der er i skabene. Vi sætter med andre ord grænserne, når vi køber ind.

5. Vi tror på, at jo mere vi siger nej, jo mere interessant er det.

6. Vores erfaring er, at det er i treårsalderen den største sukkertrang melder sig, og at treårsalderen i det hele taget er temmelig kompliceret. Børnene har her brug for megen støtte til samling af selvet, og måske er der en sammenhæng. 

7. Man skal vælge sine kampe med omhu. Jeg ved ikke, hvordan vores liv havde udfoldet sig, havde det ikke været for kræftsygdommen, men nu hvor det ER sådan er vi inderligt i gang med at hele efter det passerede forløb, og vores primære fokus er på at finde balancerne alle sammen og sammen. 

8. Det er vores erfaring at børnene får nok ret hurtigt. De gider faktisk ikke spise al den is, alle de kager. Det er en automatpilot der spørger, fordi de er så vant til at det er et privilegium, en sjældenhed, et lykketræf, næsten, at få lov. En automatpilot, der tydeligt er ved at være aflært hos mine unger. Hvad der er retså skønt. Så kan vi ligesom komme i gang med noget af alt det andet, noget af alt det, det her liv handler om. 

At give slip på sukkerforbuddet er en proces, og en balance. Denne artikel er nummer to i rækken, og jeg skal med glæde dele den videre udvikling. Den første artikel skrev jeg, mens vi rejste på vore store Road Trip, 90 dage i Europa (læs evt rejsebloggen ud-i-det-blå.dk); denne er produceret efter to uger i Gamle Danmark, hvor sukkerkulturen godt nok er meget anderledes end syd for Paris.

Der er et stort pres her, for at holde en stram sukkerpolitik. Hvilket giver rebellen i mig blod på tanden. Jeg tænker, at der er tale om hysteri, når små rosinpakker dæmoniseres af sundhedsmyndighederne, og at det er en form for kollektiv spiseforstyrrelse der sætter kvinder i gang med at forklare små børn i vuggestuealderen, hvad korte og lange kulhydrater gør ved insulinbalancen i blodet. 

Og jeg får lyst til at stå af. Og står af. Og skriver om det. Føler mig ekstremt blottet på den sociale scene her i DK, når jeg åbner posen og 'indrømmer' det. Tillader det. Måske er jeg paranoid, men jeg ser skeptiske blikke på legepladsen, når mine børn får tre kiks i træk. Appelsinjuice skal også til at være et problem. Jeg kender godt alle tallene, og bevares, vi drikker vand når vi er tørstige. Ja, se blot. Nu forsvarer jeg mig igen.

Jeg synes, denne martren, denne skyldfølelse hos de voksne, alle disse konflikter mellem forældre og børn, og mellem voksne børn og bedsteforældre (om hvad bedsteforældre må give børnebørn) er så unødvendig og ødelæggende for det gode liv, for de dyrebare timer, vi har sammen på denne Grønne Klode. Jeg synes det er sørgeligt. Og jeg tror virkelig helt ærlig på, at selvtillid, glæde, tro på fremtiden, kærlighed, nærvær, leg og udvikling og opmærksomhed fra dem, man holder af og stoler på og beundrer, er de mest helsebringende fænomener der findes. Har man alt dette, kan man sagtens tillade sin egen lækkersult at blive stillet (og sine børns) uden horrible skadevirkninger på helbredet. Hvis ellers man formår at indtage fødevarer, der er lavet af råvarer egnet til menneskeføde. Og det er sukker. Sukker er bare sukker.

Så jeg vil slutte af samme sted, som jeg begyndte: Giv slip på sukkerforbuddet og se, hvad der sker - hvis du tør.

Jeg tør godt. Jeg tør stadig godt. Og jeg mener, det er dybt værdifuldt at være på denne rejse, i denne erkendelses-proces om, hvorfor og hvor meget jeg kan og bør kontrollere, hvad mine børn spiser. 

16. august 2012

Læs flere artikler i: