Kampen mod sofaopdragelse, kapitel 2

Her øver Liv og far at stå på hænder, strand kan ellers let blive en sofa.
Her øver Liv og far at stå på hænder, strand kan ellers let blive en sofa.
Silke og Fjord hjælper med at vaske barnevognen ren, mest Silke forstås
Silke og Fjord hjælper med at vaske barnevognen ren, mest Silke forstås
Vi plukker blommer, samarbejder og nyder solen
Vi plukker blommer, samarbejder og nyder solen
Fjord spiser pasta, mens far nyder solnedgangen
Fjord spiser pasta, mens far nyder solnedgangen
Silke og mor læser mange bøger sammen
Silke og mor læser mange bøger sammen
Her gør jeg mig umage for at lære at spille wii, Storm er vældig pædagogisk
Her gør jeg mig umage for at lære at spille wii, Storm er vældig pædagogisk
Silke og mor har købt ind sammen; kan simpelthen være superhyggeligt
Silke og mor har købt ind sammen; kan simpelthen være superhyggeligt
Fjord er faldet i søvn på fars arm, mens de gik tur i haven og talte om bladene
Fjord er faldet i søvn på fars arm, mens de gik tur i haven og talte om bladene
To stolte børn har lavet trillekager med far
To stolte børn har lavet trillekager med far
Det er altid et hit at fodre ænder med knuste isvafler
Det er altid et hit at fodre ænder med knuste isvafler

Bekæmp din indre sofa, og bliv klogere på dig selv, dine børn og på det at være fælles.

En artikel om vores fiktive fjende sofaforælderskabet, og om, hvordan man hjælper sine børn på vej ved at lære dem at kende, deltage i deres virkelighed og invitere dem ind i sin egen. Nummer to i serien om sofa-forældre. Denne er helt uden eksempler - sorry. Har (helidgvis) ikke lige set noget skræmmende på det seneste.

Hos os er der en kort og kærlig irettesættelse de voksne imellem. Den lyder: 'Nu er du en sofaforælder'. I denne artikel, kan man læse om, hvorfor det virkelig er et skældsord i vores bog, om vores tanker rundt om fænomenet og om, hvordan vi forsøger at gøre det på en anden måde.

Lev livet sammen med dine børn

For det første må lige siges: Vores liv som forældre til fire børn, er ikke et pædagogisk projekt. Vi har af forskellige grunde fået fire børn, og vi lever vores liv sammen med dem. De er ikke trofæer, ej heller visitkort - og de er bestemt ikke projekter. Vi lever sammen med vores børn, fordi de er vores børn. De er vores ansvar, vores livs store mirakler, vores familie. 

Vi er forældre på en måde, som falder os naturlig og hvor det, vi siger og gør sammen med vores børn, er autentisk og virkeligt. Vi taler naturligvis sammen om, hvordan vi ønsker at opdrage dem, hvad de gerne skulle lære, inden de bliver voksne og en hel masse om, hvordan vi får en hverdag til at fungere. Men vi er ikke tekniske omkring det. 

Alt det her, jeg skriver på speltmor om børn og barndomslivet og forældrenes rolle og muligheder, kommer af direkte undren og spørgsmål, vi møder ude i verden. Og af dyb overraskelse, jeg møder i mig selv, når jeg nogle gange møder andre menneskers virkelighed. På dén baggrund er det blevet meningsfuldt at dele vores synspunkt, livsform, tanker.

Vi lever sammen med vores børn, ganske enkelt. Vi lever vores liv allesammen. Sammen. Det er det, det handler om. Samtidig må vi guide vores unger, bestemme over dem og lede dem på vej.  Jeg vil kraftigt opfordre alle forældre til at overveje denne strategi, så hjemme-livet ikke er et projekt og en kampplads. Men man vælger naturligvis selv. 

Sofa-opdragelsens karateristika

Sofaforældre sidder ned, mens de opdrager deres børn. Fra siddende stilling forsøger de at interagere med deres børn og hjælpe dem til at lære, hvordan man begår sig i denne verden. De sidder og råber eller taler meget højt, irettesættende og kommanderende. De er faktisk ret ubehagelige at høre på. Også for andre tilstedeværende.

Sofaen KAN naturligvis være skiftet ud med en bænk eller en optagethed af SMS'er, voksensamtaler henover kaffe-drikning eller indtagelse af suppe-steg-og-is til konfirmation. Pointen er: Sofaforældre bliver i deres 'egen' virkelighed, bliver i voksenpositionen, ulitmativt i sofaen, når de har tid til at være sammen med deres børn. De har deres voksen-virkelighed, som de ikke kunne drømme om at forlade, samtidig med at de ikke ser børnenes virkelighed.

Til trods for denne egentlig ret store afstand mellem forældrene og børnene, og til trods for dette fravær af interesse for børnene, ønsker disse forældre at kontrollere, opdrage, styre børnene.

De bruger sætninger, der begynder (og nogle gange også ender) sådan her:

- Kom her!

- Stop det der!

- Du må ikke (få flere vingummier)

- Slap nu lige lidt af, 

- du larmer altid

- Ti stille!

- Lad være med at slå din bror

- Du må ikke ....

- Du skal .....

Sofaforældre gør sig faktisk ikke ret meget umage for at komme i kontakt med deres børn, de dykker ikke ned i børnenes synspunkt, de ser sig selv som klogere, bedre, stærkere, og de mener at det er helt okay, at de har en mening om snart sagt ALT barnet foretager sig. Til trods for dette massive fravær af interesse, og dermed fravær af viden, erfaring og forståelse for barnets virkelighed.

Sofaforældre vil gerne se nogle tydelige resultater, men er faktisk ikke rigtig optagede af den proces det er for børnene at udvikle sig. Sofaforældre gør sig ikke umage for at kommunikere med børn på en måde, de kan forstå og har måske i virkeligheden ikke ret meget viden om, hvad der skal til for at deres børn forstår dem. Sofaforældre KAN være rigtig gode til at få deres børn til at adlyde (når de er under opsyn). Sofaforældre udviser ikke nogen dyb respekt for børnenes integritet, og de taler ofte utrolig grimt til deres børn. 

Kom nu ind i kampen, kom nu ind i nuet

Det første, man skal for at være - ja, nu siger jeg det altså: bedre end sofaforældrene, er at rejse sig, flytte sig fra sin egen verden hen mod barnets. Hvis man oplever et behov for at kontakte sine børn, måske for at guide deres adfærd, må man op af sofaen. Det KAN ikke gøres godt, mens man bliver siddende og fortsætter, hvad det nu end er, man laver. 

Og så skal man være anerkendende, som altid. For at være anerkendende må man

1. Se den anden person. Luk øjne og ører - og især hjerte - op og læg mærke til, hvad dit barn laver, hvad det er optaget af og er i gang med.

2. Læg også mærke til, hvad det gør ved dig. Hvad tænker du på, hvad føler du, hvad får du lyst til?

3. Vis at du kan se barnet og dets fokus, deltag i barnets nærvær og genfortæl det, så barnet oplever sig set og forstået (og i øvrigt lærer en masse sprog og sprogbrug).

4. Del dine tanker med barnet, fortæl barnet, hvad det gør ved dig at være sammen med barnet og se det. 

Se, hvis man gør dette rutinemæssigt, kan det let blive en god vane. Og hvis man gør det også når børnene ikke forstyrrer/driller/larmer/gør hvad end de ikke må hjemme hos jer, får man lige med det samme et meget mere nuanceret forhold til sine børn OG nogle langt gladere og mere harmoniske børn. 

Gør man det i forbindelse med irettesættelse eller anden guidning, guider man bedre, og man bliver hørt. Desuden får man den gave at opleve noget nærvær med sine børn, som man ikke havde fået, hvis man var blevet siddende og havde korrekset dem.

Jeg vil gerne understrege, at omend dette er en teknisk tilgang, er der tale om en egentlig tilstand hos forældrene: Man må altid huske at være autentisk og tydelig. Du kan ikke sige "ja, det ser spændende ud" hvis du faktisk synes det er døds-sygt. Så må du sige "jeg kan godt se, at du synes det er meget spændende. Selv, har jeg aldrig forstået det, men hvis du vil vise mig det, vil jeg blive meget glad". Eller - meget bedre - man kan se om man kan finde noget ved det, barnet laver, man autentisk, oprigtigt kan sige noget konstruktivt, rosende og positivt om. 

Det her er faktisk en livsfilosofi, et spørgsmål om at holde fokus på det gode og skønne, på det der er kærlighed i, som er spændende og inspirerende og interessant, være der hvor der er nærvær og udvikling. Så der er ikke blot og bart tale om en 'teknik' til samvær med børn, der er tale om et livsvalg. Hvor man ønsker at deltage i sine børns liv, forstå dem og komme i kontakt med dem. For alvor. 

At være i den anerkendende position er blot en måde at bevæge sig i denne retning. 

Forbudt for forbud

I vores familie taler vi sammen, siger vi ofte til vores børn. Fordi de råber. Eller i hvert fald taler de til tider meget højt. Vi er i en (evig) proces med at lære dem at tale pænt og respektfuldt og især en ad gangen. Da vi er mange, bliver der ofte talt meget højt, fordi der er flere samtaler samtidig, eller fordi man ikke bliver hørt, da flere taler til den samme person samtidig. Men vi siger ikke:

- ti stille

- du må ikke råbe

- du larmer

- du forstyrrer

- klap i

... eller andre negative ting. Vi siger: Vent et øjeblik min ven, jeg lytter lige til din søsters historie. Eller Jeg må lige høre resten om lidt, for din lillesøster på tre år kan ikke vente med at fortælle mig det, hun skal sige, hæng lige på.  Eller - når de taler meget højt - I vores familie taler vi sammen. 

Vi fokuserer med andre ord på det positive, på det, vi gerne vil. Det er ligegyldigt, at man ikke må råbe. Det er vidunderligt at tale sammen, og det dyrker vi. Så vi forbyder dem ikke at larme, vi taler med dem om kvaliteten ved en relativt rolig samtale.

Forbud er en negativ, grænsesættende, trættende, politi-stats agtig måde at interagere med hinanden. I stedet for forbud, kan man vælge at fokusere på det tilladte, og det dejlige, ønskværdige, attraktive, sjove, substantielle, interessante. Forbudt for forbud betyder: sæt dit fokus og din energi på det, du gerne vil - ikke det modsatte. Og se, hvad der sker.

Forbered børnene og giv dem en ordentlig forklaring

Vi er just hjemvendt fra en 90 dages rejse rundt i Europa, og vores børn har håndteret mange forskellige situationer. Hver gang noget har været nyt eller krævet noget særligt af dem, har vi talt med dem om det på forhånd. I det omfang, det har været muligt. Ellers har vi stoppet op og talt med dem undervejs. Vi er langt fra perfekte, og vi har ikke profetiske gaver; ofte sker ting bare og pludselig er man i en situation som kræver noget særligt af ungerne.

Hvis børnene forstår hvad der sker og hvorfor der er særlige sociale regler i specifikke situationer, kan de sagtens håndtere dem. Hvis de ved, hvad det betyder for alle i familien at gøre det, der nu skal gøres (besøge en kirke, deltage i et bryllup, spise middag sammen på en græsplæne, pakke sammen og gå i seng, whatever), samarbejder de villigt og udfylder deres rolle med glæde. Det gør de faktisk.

Tag dog og slap lidt af!

Sofaforælder-rollen er en total NOT i vores familie, og vi synes, vi gør det bedre end dette skræmme-billede. Samtidig har vores fokus på denne problematik lært os at slappe af. Når vi så rent faktisk sidder i sofaen, eller SMSer eller laver noget andet voksen-agtigt, erkender vi, at vi ikke er der for vores børn, at vi ikke er nærværende (i forhold til dem). Det har givet os en bevidsthed om, at vi da må betale prisen for vores eget fravær i form af småskader ved fald, skænderier over puslespil, bortkomne dukkesko (og dertil hørende kriser) og anden ballade. Vi synes, det er helt i orden at være voksne og gøre voksenting, selvom børnene er hjemme - men vi forlader voksenpositionen, inden vi for alvor begynder at blande os i, hvad børnene laver.

Tretrins-raketten: Kom fri af sofa-opdragelse

Sofaopdragelse er en tendens, alle forældre kender. Ægte inkarnerede sofaforældre findes i virkeligheden, og de gør - som alle andre forældre - deres bedste. Problemet er, at de tror, de er på rette spor. Jeg tvivler på, at de forvilder sig ind på hjemmesiden her, så de er ikke min målgruppe.

Alle andre, som nærer dyb respekt for deres børn, som forsøger at være anerkendende og lyttende og deltagende (og sikkert lykkes det meste af tiden med det), som deltager, er konstruktive og nærværende - kan også 'falde i' og opdrage fra sofaen (eller altså fra fraværet, og den bedrevidende position). Her kommer tre gode tricks at slutte af på:

1. Lad alarmklokkerne ringe, hvis du gentager dig selv. Du har ikke en ordentlig kontakt, hvis barnet ikke hører, hvad du siger.

2. Læg mobiltelefonen langt væk, eller vær ærlig omkring det (både ift dig selv og ift dit barn) hvis du i relaliteten er på Facebook/mail/SMS/wordfeud. Og nej - du kan IKKE gøre disse smartphone ting, mens du bygger lego; det er IKKE sådan at barnet ikke opdager det.

3. Træn anerkendende sætninger. Gerne når du ikke kan sove, eller kører på cykel noget. Hvad kunne jeg have sagt, der?. Dette er ikke at være uærlig og teknisk. Det er at øve sig i kommunikation, en vigtig livsopgave for alle mennesker, også voksne.

og liiiiige en 4.'er: Forbudt for forbud. Det er en god husker.

Afslutning. 

Jeg har simpelthen meget svært ved at afslutte den her artikel. Så nu ryger den op på sitet i sin lidt flagrende form. Jeg håber, det kan bruges alligevel; det tror jeg, det kan. For 'det perfekte er det godes værste fjende'. Det her er godt, det er vigtigt, og det er en evig øvelse også for os.

august 2012

Læs flere artikler i: