Hvis du strammer garnet, ja så be'r du om ballade

(Tak til Natasja, som gav os håb)

Om modstand og trods, og om urimelige forældre, skrigescener, samlingen af selvet, fornemmelsen for hvad der er vigtigt og hvem vi er. Om veje og vildveje, og om det der med tryk og modtryk. 

Kender du det her?

Et eller andet helt almindeligt, vækker en urimelig og umulig modstand hos dit barn. Meget ofte handler det om ting, som at få tøj på om morgenen, få børstet tænder, skulle i seng, tisse af, gå hjem (fra børnehave eller mormor), tage hue på i frostvejr. You get it. Et eller andet helt almindeligt og hverdagsagtigt, som plejer at fungere fint og bare være en del af automatpiloten, bliver pludselig et enormt problem.

Barnet vrider og vender sig, protesterer, græder, skriger måske endda, stamper i jorden og nægter. Og et eller andet ved dette trykker på nogle knapper i dig, som gør dig frustreret og rasende. Ofte skrider det ud og ender i en masse vrede og ked-af-det-hed. 

Nogle gange er det bare et eller andet urimeligt, et eller andet barnet bare VIL have eller IKKE have og som er urimeligt eller umuligt eller håbløst. Som i går, da Silke var meget træt med i Netto (aldrig en heldig kombi) og ville have en børnevogn. Vi fik hævet en ti'er og kommet den i vognen, men DET var forkert. HUN ville gøre det. SELV. FØRST. Så det var no good at vi tog mønten ud, så hun kunne gøre det selv. Kæmpe scene, hyl og skrig. 

Det er helt almindeligt, det er helt vildt irriterende, det er meget synd for børnene når de har det sådan og det er sandelig også synd for de voksne, der er ved at rive håret ud af hovedet på sig selv, og ikke aner, hvad de skal gøre. Eller som desparat forsøger sig med alle mulige strategier, konsekvenser, metoder og aftaler (næsten det værste) for at få ro på gemytterne. 

Hvad virker?

Der er mange måder at forholde sig til det her. En er at give op. Lade være med hvad end det er, og så se hvad der sker. Jeg er meget stor tilhænger af at give slip, men lige med disse meget irrationelle og voldsomme trods-reaktioner, mener jeg, der er noget andet på spil, og at en anden strategi derfor må på banen.

Og så er der jo også altid grænser for friheden og frisindet. Det er der jo. Der findes en masse 'skal' også i vores familie. 

Men for nu at gå til det med den gode ånd, har jeg følgende at dele ud af omkring trods og modstand:

For det første er der respekten

Jeg må respektere mit barns modstand; der er noget i det, der sker, som virkelig ikke fungerer for barnet. Barnet er ikke ude på at irritere, drille, provokere eller manipulere (det KAN det godt være, men det er lidt en anden historie og lad os nu for denne sammenhæng antage, at det er det ikke). Barnet er i et indre limbo, det kæmper for at få tingene i orden, i balance - for at føle sig i kontrol, respekteret, sammenhængende, elsket og .... hmmm ja, der er ret meget på spil her. Afhængig af alder, personlighed og udviklingspace, er det forskellige konstellationer af følelser og behov, der driver børnene til disse reaktioner. Sammen med - naturligvis - (u)rimelige krav og reaktioner fra omverdenen.

Desuden må jeg respektere min egen reaktion, hvis jeg bliver vildt irriteret, må jeg sætte ord på dét og bearbejde det, så jeg ikke skal lukke det ud på mit barn. Jeg taler med børnene og min mand om, hvad der sker for mig - og det gør det meget lettere. Frustration, irritation og vrede damper af, og mine børns modstand damper betydeligt af, når jeg siger mig selv højt i disse situationer. Så handler det hele heller ikke om børnene og kravene til dem og deres modstand mod kravene og hele balladen. Så opdager de, at der også er andre involveret. 

For der skal som bekendt,  være tryk, før der kan være modtryk. Hvis mit barn yder modstand, yder det modstand mod noget, og dette noget er i sidste ende ofte mig (eller min mand), vores voksen-kraft og fart, småstress og kommanderende trætte (nu-skal-de-bare-i-seng-så-jeg-kan-blive-færdig-for-i-dag) adfærd. Så snart jeg dropper denne stemning, bliver det langt lettere.

For det andet er der nærværet. Jeg må give slip på alt det andet, jeg er i gang med (samt på en eller anden stram tidshorisont eller lang to-do liste), og give barnet og 'problemet' plads. Jeg har jo fire børn, så det er ikke sådan, at det særlig let kan få 100% opmærksomhed - men man kan godt fokusere, selvom man har en baby på armen. Det handler om at sætte sig ned og tale med barnet, se barnet. 

Det bestemmer jeg og Sådan er det bare er nogle virkelig dårlige argumenter. Når en treårig klokken ti om aftenen erklærer Jeg er ikke træt, så kan det godt være, at 'jeg' et eller andet sted ved bedre, men jeg må tage mit barns position alvorligt. Barnet oplever ikke at være træt, eller har i hvert fald brug for et eller andet, inden det er klar til at gå i seng. Måske mit nærvær.

Silke har udviklet en sådan adfærd de seneste dage, hvor især tandbørsten har været kamppladsen. Måske fordi den er sidste bastion inden man kommer i seng. Silke har huller i tænderne, så hendes tænder bliver passet meget omhyggeligt, og hun ved derfor, at hvis tænderne ikke er børstet kan hun ikke blive lagt i seng. Det er meget ubehageligt at møde denne modstand hos sit barn, og den snigende vrede hos sig selv. Når Storm og Silke (3 og 6 år) skal i seng, er vi voksne typisk temmelig trætte og ikke sådan helt i mål med opvask og så videre, så overskuddet til en konflikt er meget lille.

For det tredje: Løsningerne

Hold op med at bestemme og sig dig selv højt

For nu at være konkret. I går begyndte vi at puste sæbebobler i stedet for at gå i seng, da Silke stod af på kravet om at nu var det nu. Vi spurgte Silke, hvad hun havde lyst til og brug for, inden hun skulle sove. I går var svaret, at Silke var lækkersulten. Okay - så fik hun noget lækkert, mens hun sad på skødet (Storm var faktisk gået i seng, da vi nåede dertil, og min mand havde lige Fjord på 6 måneder på armen, så der fik vi en lille stjernestund min datter og jeg).

Da kagen var spist, var jeg helt optaget af et eller andet, vi talte om og fik et lille prik på overarmen: 

- Se her mor! og ti små pigefingre blev vist frem.

- Er du klistret?

- Nej, jeg er færdig med kagen.

Som i: Jeg vil gerne have børstet mine tænder og i seng nu. Fantastisk. Der var ingen problemer derfra og til hun sov. Vi skrubbede tænderne, tissede, vaskede hende og smurte hendes sår med salve, puttede hende ved siden af daddy, og kort efter sov hun sødt. 

Hele operationen forsinkede putningen med måske et kvarter. Det havde en kamp nok også gjort, men med vrede, sorg, ked-af-det-hed og skyldfølelse til følge. Langt fra en optimal afslutning på en dag.

Trodsalder er Urban Legend: Modstand handler om, når børn siger fra - og til.

Jeg tror ikke på det der med trodsalder. Det er noget fis. Noget med at så er der trods i nogle bestemt afgrænsede perioder, og så skal man bare holde det ud (eller slå hårdt ned på det, afhængig af hvem der fortæller historien) og så går det over og alt bliver godt igen.

Det er noget fis. 

Som sagt. Havde lige brug for at gentage det.

Trods er modstand mod urimeligheder, og trods er grænser sat rundt om store personligheder i små kroppe. 

Børn er - på hver deres forskellige måde - heldigvis ret gode til at sige fra. Når de gør det, har de som regel en god grund til det. De skal lære at sige sig selv højt, hvad der tydeligt kan gøres med et nej til noget man ikke vil. Desuden reagerer børn tydeligt og kraftigt på stemninger, de ikke kan lide, og siger fra overfor at blive tromlet af voksen-projekter, overfor ikke at blive set og hørt. De sætter hegnspæle om deres selv, sætter grænser rundt om deres personlighed. Samtidig med at de med deres umulighed kalder på vores opmærksomhed og nærvær, trygler os voksne om at se, hvem de er.

Og det skal de! Det ville sat'me være sørgeligt, hvis vi lærte dem at lade være.

Modstand er en gave

At kunne vise modstand og trods, er en god ting. Det er en kvalitet, jeg ønsker mine børn bliver rigtig, rigtig gode til. At mærke sig selv, og sige ja og nej helt i harmoni med, hvem de  er. Ikke uden hensyn til dem de holder af, og ulitmativt til det store fællesskab - men godt og grundigt rodfæstet i et kendskab til egen person. 

Så længe børnene er små, kommer denne grænsesætning og disse til- og fravalg ud på måder, der kunne være heldigere, lettere, simplere, mere respektfulde og velformulerede. Bevares. Men det er jo altså små børn, vi taler om her. Og jeg opfatter det som en central forælderopgave at lære mine børn at kommunikere tydeligt, respektfuldt, helhjertet og velartikuleret - men jeg vil mene, at dette er et helt urimeligt krav at stille til en treårig. 

Jeg er så heldig at være mor til Københavns mest vidunderlige teenager. Min store datter er køn og klog, velformuleret, respektfuld, nærværende, opmærksom, social, privat, fuld af selvtillid, easygoing, sjov og ja .... velafbalanceret. Hun er som sagt en meget privat personlighed, ikke blot qua sin alder; hun har altid være en meget privat personlighed. Men det er tydeligt, at hun på ingen måde er bange for at være sig selv, bekymret for at sige til og fra og det er meget sjældent, at Liv er i tvivl om, hvad hun gerne vil og ikke vil. Mission accomplished. Super! 

Når mine døtre er nitten år og på bar, går jeg ud fra, at jeg vil føle mig helt tryg, fordi jeg ved de kender deres egne grænser, tager sig selv alvorligt, ved de bliver elsket, forstået og respekteret - uanset om de siger til eller fra. Gælder i øvrigt også for mine sønner, egentlig.

Prisen for denne tillid er, at jeg håndterer deres 'trods-scener' med respekt, omsorg og kærlighed; at jeg står det igennem på den komplicerede, indlevende, langtids-måde nu. Egentlig synes jeg den er at foretrække for kommando-rollen, aftale-systemerne, belønnings-skemaerne, råberiet og 'ford jeg SIGER det'-argumenterne. Men det er følelsesmæssigt sværere, hårdere, dyrere.

Og dyrebart, en gave, en åbning til at lære både sig selv og sit barn at kende. Få luftet lidt ud i sine kategorier, sine systemer og huske-regler, sine 'skal' og 'bør', så man kan få sorteret skidt og kanel, værdier og vaner. 

Anerkendelse, anerkendelse, anerkendelse

Disse trods-scener handler om mange ting. Flere end jeg kan skrive om her - blandt andet fordi de også altid handler om en specifik historie. Men jeg kan sige så meget som dette:

Når der er trodsscener, prøver min mand og jeg at stoppe dem allerede ved vores første irritation. Når vi voksne begynder at være sure, hæve stemmerne, tromle og tryne - klodser vi bremsen. Der er noget på spil, og vi er de voksne, der er vores opgave skabe plads til den gode stemning og til alle de personligheder og processer der er til stede.

Så må vi igen flette tæer i solnedgangen som vi smilende og selvironisk siger i vores familie. SE hinanden, SE hinandens oplevelser, MÆRKE hinandens følelser. Og sætte ord på det hele. I den anerkendende stemning og ånd, hvor vi husker at sige det åbenlyse: At vi er dybt berørte af hinanden, inspirerede af hinanden og lytter til hinandens historier. Og at der selvfølgelig er plads til alles processer og projekter. Også når det er besværligt. 

Indvendingerne og løsningerne 

Jeg kender indvendingerne: Hvad gør du så når de ikke vil have flyverdragt på om vinteren? Eller hvad gør du så, hvis de skal nå i skole? Eller hvad gør du så, hvis de ikke vil tage deres medicin? 

Svaret er: Det samme. Jeg lytter til dem, stopper det jeg er i gang med og giver det plads, tager deres position alvorligt, siger mig selv højt, fortæller hvad det gør ved mig - og finder en løsning. Mange gange en løsning som ikke er den, jeg forestillede mig til at begynde med, mange gange en ud-af-kontekst-løsning, mange gange en, hvor mine kategorier, regler og rammer må brydes for at der er plads til mit barn. 

Jeg undgår så vidt muligt løsninger hvor de voksne bare bestemmer.

Jeg prøver, for at vende tilbage til billedsproget: at løsne garnet, tillade balladen UDEN at være den, der skaber den ved at presse mine børn ud over deres grænser så de kan komme indenfor mine. Jeg prøver at møde modstand med åbenhed, kærlighed, sprog og respekt for at lære mine børn at sige dem selv højt med åbenhed, kærlighed og dialog og respekt. 

Mange gange starter miseren simpelthen ved, at man ikke fatter en hat af, hvad barnet egentlig yder modstand mod - hvad er problemet? Ofte skal børn høre på at de er urimelige eller ulogiske eller uretfærdige eller u-artige (hvor gammeldags er dét lige?). Egentlig er det jo bare u-udforskede, u-forståede. 

Jeg synes, det virker. Jeg synes, jeg ser en udvikling i den rigtige retning. Liv er ledestjernen, 13 år og for lækker i den her sammenhæng (modstand og trods er sandelig også et tema for trettenårige piger). Men Silke på næsten fire, har da bevæget sig fra ren flitsbue-neeeeeeeeiiiiiii (ifb m ordene: nu skal I i seng) til: "Jeg føler mig altså virkelig ikke træt, far". 

Jeg tror, vi er på rette spor. Jeg føler mig faktisk sikker på det. 

September 2012

Læs flere artikler i: