Husk at leve.

Skal man slå sine børn hjem i Ludo for at lære dem at blive mobbet i skolen?

I går læste jeg en skræmmende blogpost. Synspunktet – at børn skal hærdes til de barske realiteter, virkeligheden byder på – har jeg mødt mange gange før. Og det underliggende synspunkt – at vi voksne skal konstruere barndommen, så den træner børnene i disse barske realiteter – er også set før.

Jeg er egentlig ikke uenig i artiklens hovedargument: at forældre har en vigtig rolle i børnenes liv, at det vi gør og ikke gør, den måde vi lever på, kommer til at spille en afgørende rolle for det liv, vores børn kan leve. Både mens de er børn, og når de bliver voksne.

Men jeg kortslutter af det andet, det med at hærde børnene til en barsk fremtid; jeg har så meget at sige om det, at argumenterne falder over hinanden inde i mit hoved, jeg får lyst til at skrive en bog! Og starte en bevægelse. Og lave en happening. I New York, Paris og HongKong.

Der er nemlig noget helt fundamentalt galt med denne tankegang. Fuldstændig. Både udviklingspsykologisk, filosofisk og praktisk. Her vil jeg lade min argumentation handle om den sunde barndom og oplevelsen af skoletiden, og jeg vil dele rigtig meget ud af min egen historie.

Livet med børn er livet.

For det første: Livet med børn er ikke et strategisk opdragelsesprojekt, som skal forberede børnene på en fremtid, vi voksne udmærket ved, hvordan er.

Livet med børn er en realitet. Nu og her. Vi valgte at få nogle børn, og nu er de vores ansvar: Juridisk, økonomisk, praktisk, relationelt er det os voksne, som bærer ansvaret for at de trives. Så langt, så godt.

Men livet med børn er bare livet. Det aller vigtigste. Det eneste, der tæller. Tiden, vi har her på planeten. Sammen med dem, vi elsker. Mens vi gør de ting, vi brænder for. Det er det, det hele handler om. Og det at få børn ændrer det ikke. Det forstærker det. 

Jeg har skrevet om dette gentagne gange. Følg eventuelt links i bunden af artiklen. 

Og i øvrigt ved vi ikke spor om fremtiden. Ikke sådan for alvor. Min mormor er for nylig død, og hun var barn i en verden med hestevogne og mejerier, bolde af papir, rationeringsmærker og svagbørnskolonier. Ingen dengang kunne have forudsagt den virkelighed, hun døde fra for nylig. Giv det en tanke. Det er idiotisk at tro, vi ved, hvordan verden vil være, når vores børn bliver voksne. Det ved vi selvfølgelig ikke. 

For det andet: Vi lever ikke for frygten for i morgen. Vi har ikke en hverdag for at hærde os til at gå noget igennem, som er rædselsfuldt. Livet er ikke rædselsfuldt. Jeg ved det. Der er altid lys. Læs senere i artiklen glimt fra mit personlige liv, og læs eventuelt mine tidligere fortællinger om at få kræft, når man er midt i trediverne.

Ofte møder man argumentet: At børnene skal lære dit og dat for at håndtere de barske realiteter i skolen i form af mobning, skiftende lærere, barsk tone, hårde krav, selvstændiggørelse. Og det derpå følgende argument: At de skal lære dit og dat, for at håndtere et barsk arbejdsmarked, et krav om karriere, rundsave på albuerne for at kunne klare sig på et hårdt arbejdsmarked.

I despute this. Livet er ikke rædselsfuldt. Og jeg ved det. Hør her nogle glimt af min historie.

Skolen – the dark side

Jeg blev mobbet i skolen. Skiftende skoler i øvrigt. I den ene skole efter den anden var jeg outsider. Jeg mødte i begyndelsen af min skoletid benhårde krav, jeg ikke kunne leve op til, jeg græd over lektierne, mistede mine skolebøger, kom for sent til mine klavertimer (og fik skældud af Hr. Rosenbaum), havde knapt venner, havde hverken det fancy legetøj eller de smarte bukser og skoletasker, som de andre børn havde. Min cykel blev piftet, jeg blev kaldt navne. Skolen var et meningsløst mareridt.

Senere blev jeg dygtig, pludselig blev lyset ligesom tændt – måske var jeg ti-elleve år – og skolens faglige krav blev idiotiske. Jeg sad om natten og læste leksika (jeg led ret meget af søvnløshed som barn). Der skete ikke en skid i skolen. Til sidst sad jeg som teenager med en termokande the og dagens avis bagest i klassen og gav en fuck i det hele. Indtil jeg simpelthen holdt op med at gå i skole.

Burde mine forældre have gjort mig klar til dette, mens jeg var lille? Skulle de have undladt at sige til mig, jeg var unik og fantastisk? Skulle de ikke have læst digte og eventyr for mig? Skulle de have ladet være med at fortælle mig at alle mennesker tænker selv, ER sig selv? Skulle de have bedt mig prøve at være lidt lige som alle de andre, interessere mig lidt for popmusik og tøj, i stedet for at være mig selv? Skulle de have slået mig hjem i Ludo og kaldt mig navne og stillet urimelige krav til mig. Først bedt mig lære ting, som var totalt udenfor min rækkevidde at fatte, og bagtefter bedt mig regrediere og blive ved og ved med at lære noget, jeg udmærket godt vidste og/eller kunne, på et niveau som var to-tre år siden i mit liv?

Ville det have gjort min skoletid bedre? I seriously doubt it!

Udviklingspsykolgisk teori bag den sunde barndom

Forældre kan noget. Helt instinktivt. Forældre kan mærke det, som den russiske psykolog Vygotsky introducerede, nemlig zone of proximal development, ZPD, eller på dansk: zonen for nærmeste udvikling. Dette er en af de ting, psykologer tester, når de tester forældreevne: Har forældrene evnen til at leve i ZPD?

ZPD vil sige, at man som mor eller far instinktivt leder sine børn på vej, fornemmer, hvad de er klar til at lære, og hvor de er på vej hen. Ved, hvad de kan selv, og hvad de kan med lidt hjælp. Det smukke ved dette er, at forældre faktisk skal forvente lidt for meget af børnene hele tiden, og netop denne forventning er fundamental for børnenes normale, sunde udvikling. Det er mors tro på, at barnet kan noget, som det ud fra et objektivt synspunkt, faktisk IKKE kan, der gør at barnet lærer det.

Denne evne er funderet i forældrenes relation til barnet og livet med det, ikke i en strategisk planlægning eller en bog, de har læst om børns udviklings-faser.

Hvis vi læser dette med mit perspektiv på barndommen, betyder det, at vi forældre godt må slappe af og leve vores liv sammen med børnene. Vi behøver ikke orkestrere det, vi skal ikke forcere det, vi behøver ikke hærde vores børn til en virkelighed, vi i realiteten ikke aner en hat om.

Det er faktisk afgørende, at vi lever vores liv. Er os selv. Jeg vil i det følgende argumentere for netop dette. 

En anden, virkelig afgørende del af udviklingspsykologien er tilknytningsterorien, som blev introduceret af psykoanalytikeren John Bowlby. Ikke at jeg er meget for psykoanalysen i sig selv, men dengang var det stort set den eneste seriøse psykolgiske teori, så det tilgiver vi ham.

Tilknytningsteorien handler i korte træk om, at hvis børn har en sund, tryg tilknytning til deres mor (far var ikke så meget en del af historien, dengang Bowlby introducerede sin teori, men han tæller selvfølgelig lige med mor, i en moderne, engageret familie) – så udvikler barnet sig sundt og normalt.

Nu kunne man jo blive ved og ved, når det gælder tilknytningsteorien, men egentlig er det her nok. En sund, tryg tilknytning opstår ved et naturligt familieliv, det er ikke noget, man skal træne eller gøre sig umage med. Hvis ellers man er nogenlunde commited. Det handler om, at barnet skal kunne stole på, at forældrene er der for det og tager sig af det på adækvat vis.

Sæt ZPD sammen med tilknytning og du har en sund barndom, som udvikler sig helt af sig selv. Det særlige forhold, der eksisterer inde i familien, er fundamentet for barnets trivsel og udvikling.

Der er naturligvis en afgørende faktor i tilknytningen i denne moderne virkelighed, hvor børn kommer i institution tidligere og tidligere og lever flere og flere af deres timer dér: At tilknytningen i praksis deles med professionelle, og at det kan skabe enorme problemer for børnene (familierne). Man bør nøje overveje sine valg i den retning, og der er fra et udviklingspsykologisk synspunkt INGEN tvivl om at hjemmepasning frem til minimum treårsalderen vil være bedst for barnets tilknytning. Vælger man noget andet, er man i sin gode ret til det, og bør træffe sine tilknytningsmæssige forholdsregler. Så skal det nok gå. Det er ikke alt, der kan være optimalt hele tiden. Livet er først og fremmest praktisk. 

Den afgørende faktor for det gode liv. 

Se, mine forældre tog sig af mig, samtidig med at de levede deres liv. Begge dele så godt de kunne.
Intet i hele verden havde kunnet forberede mig på min skoletid, andet end dette. At jeg havde en familie at falde tilbage på: Forældre og søskende, onkler og tanter, bedsteforældre og fætre og kusiner som fungerede og var lige så skæve og skøre som mig. Som levede deres liv sammen med mig, delte ud af sig selv, inddrog mig i deres virkelighed og elskede mig ubetinget.

Især det sidste.

Elskede mig ubetinget.

Jeg lærte at samle kantareller i skoven, bygge drager og tale fransk, jeg lærte at klippe manchetter til julegåsen og at sy og strikke, jeg lærte at læse og jeg lærte i øvrigt også engelsk og lidt svensk. Hjemme i familien. Jeg lærte at binde bøger i læderomslag, bage brød og lægge fliser, løse kryds og tværs og spille Matador. Jeg lærte om jordomdrejningen, så dobbelt solnedgang i Vesterhavet ved at spæne op ad den højeste klit og se solskivens øverste kant forsvinde igen, mærkede vinden i mit ansigt. Jeg læste Steinbech og Allende, da jeg var 12.

Meget a pro pos den anden artikels fokus på at lære børn at spille Ludo, håndtere at blive slået hjem og at spille efter spillereglerne, så lærte jeg at farve udenfor stregerne, opfinde egne spilleregler, snyde med et glimt i øjet og med respekt for de andre medspillere.

Havde jeg ikke haft denne barndom, denne fundamentale oplevelse af at være okay og dette livssyn: vi tænker selv, vi finder vores egen vej, vi gør det, der giver mening (og vi stoler i øvrigt på Vorherre i processen), så havde jeg siger og skriver: ALDRIG overlevet skoletiden. Aldrig.

Livsfilosofi. Fokus og tillid er lyset i mørket. 

Skoletiden var for mig meget barsk. Jeg har også levet som enlig mor langt under fattigdomsgrænsen i mange år, og overlevet en kræftsygdom – så skoletiden er bare ET eksempel på de der ”barske realiteter”, man kunne vælge at forberede sine børn på hjemme.

Jeg håber, jeg har gjort det tydeligt, at familiens rolle er ubetinget kærlighed, som i videnskabelige termer fortolkes og forstås i fine begreber som ZDP og tilknytning. Men der er et element mere: Der er filosofien, livsfilosofien.

Det, der gør at jeg med oprejst pande kan sige, jeg havde en fantastisk barndom, at det berigede mit liv at få kræft da jeg var midt i trediverne og at jeg synes, det var helt vidunderligt meningsfuldt at være enlig mor, er min indstilling. Og det lyder måske sindssygt banalt, men det er det ikke. Det er sindssygt vigtigt.

Jeg lever et liv i tillid til Vorherre. Andre kalder det Livet eller Universet eller Energierne. Det er egentlig ikke afgørende. Jeg kunne nøjes med at sige: Jeg lever et liv i tillid.

Jeg lever et liv i tillid til livets proces. I tillid til at der altid er lys, at der altid er en vej, at der altid er en meningsfuldhed.

Jeg lever et liv med oprejst pande, ved mine meningers mod, fuldt bevidst om, hvad der er vigtigt. Og hvad der er vigtigst.
All the money in the world kunne ikke forære mig et meningsfuldt liv. Kun nøje fokus, nøje opmærksomhed, og decideret ydmyghed og glæde over den utrolige gave, livet er.

Skolen – min vidunderlige barndom.

Derfor husker jeg mine skoletid således: Jeg husker at hoppe i blade på vej til skolen, jeg husker den røde farve i læs&forstå bøgerne, som jeg aldrig forstod, jeg husker min veninde Camilla, som også var outsider, og på næste skole, min veninde Katrine som også var outsider, og på den næste … ikke at vi måske hele tiden alitd var hjerteveninder, men jeg husker lyset i at der var nogen. Jeg husker at lære 200 byer på blindkort, en masse decimaler af pi udenad, jeg husker en fransklærerinde, som var nærværende og så mig ind i øjenene. Jeg husker alle de bøger jeg læste under bordet, mens jeg gik på gaden, i pauserne – jeg husker lykken ved min gule walkman, som kunne lukke alle de andres konflikter og ballade ude, når jeg i pausen sad i et hjørne med mine elskede bøger. Jeg husker sommerferierne og mine vidunderlige søskende. Jeg husker Anders And bladene.

Jeg husker selvfølgelig også alt det andet, men jeg bygger ikke mit liv på det, jeg fortolker ikke min nutid ind i det, jeg har lagt det bag mig, det er støv og støj. Dengang, det skete var det naturligvis noget andet: Det fyldte og var barsk, men det var ikke centrum i mit liv, det var ikke det, der havde min opmærksomhed - jeg vendte mit fokus mod litteraturen og musikken (som mest var et skjold), bladene, fritiden, udenadslæren, som blev en form for sport for mig. 

Fremtiden. Håbet. Lyset.

Jeg håber, I er med så langt. Jeg håber, det er okay, jeg har delt så meget ud af min egen historie. Jeres historier er lige så gyldige som min, jeg siger IKKE at min familie gjorde det eneste rigtige og at alt andet er forkert.

Men teknisk, maskinelt, planlagt, forceret, strategisk liv er ikke liv. Det er død. Det er frygteligt. For ud over, at man mister alt det vigtige: den ubetingede kærlighed, den trygge tilknytning, den naturlige udvikling (ZDP), sit eget fokus og alt det, så mister vi også håbet for fremtiden. Så overgiver vi os til frygten.

Hvis vi tror så meget på at fremtiden byder på barske realiteter, at vi er villige til at opgive alt det ovennævnte og afsindig vigtige, så har vi givet op på vores børn. Så stoler vi ikke på, at de kan bygge en bedre verden, end (de dele af vores historie, der var) ”de barske realiteter”. Så fortæller vi os selv og vores børn, at det hele er af helvede til og kun vil blive værre.

If you are walkning through Hell, keep walking! Sagde Churchill. Vi må bevæge os fremad, og flytte os fra alt det, der ikke fungerer.

Skoletiden behøver ikke være et mareridt, karrieren behøver ikke være noget med rundsave, livet er ikke brutalt og ubehageligt. Der findes gode skoler, der findes fantastiske mennesker, der findes hjemmeundervisning, der findes meningsfuldt arbejde og optimisme og kærlighed, kreativitet og fritænkning. Og hvis livet er et hamsterhjul, er der endda mening inde i det hamsterhjul. Det har Kant selv bevist.

Jeg stoler på fremtiden, på livets proces. Jeg stoler på at vores børn kan udvikle verden til det bedre, jeg tror virkelig på, at vi og de kan løse alle problemerne. Forureningen, affaldet, krigene, fattigdommen, befolkningstilvæksten, energikrisen. Der er altid en vej, og vi kan finde den, hvis vi arbejder på det. Men hvis vi giver op … så ser det sort ud. Så det gør vi ikke. Det gør vi aldrig. Nogen. Sinde.

Relaterede artikler: 
Om at børnene er vores ansvar. 
Sig nej til teknisk og maskinelt børnesyn. 
O
m at holde fokus på det, der er vigtigt: Har du tid nok?
O
m at få kræft, og meningfuldheden i at håndtere det. 

Læs flere artikler i: