Homemade Nutella

"Er der nogen, der har en ske? Jeg kom lige i tanker om, at jeg har et glas nutella i tasken" Et favoritcitat fra en af min ældste datters veninder. Nutella er jo bare herre-dejligt, lige borset fra at det er endnu mere herre-usundt og så for mit vedkommende i øvrigt spækket med ingredienser, jeg ikke kan tåle. Så her kommer Nutella, homemade version. Uden raffinerede produkter, uden konserveringsmidler, uden stabilisatorer, uden pis for at sige det kort. 

150g hasselnødder ristes ved 100 gr i ca en halv time, til skallerne tydeligt at flækkede og ved at ryge af. Tag ud, køl af, nuldr skallerne af (sådan nogenlunde) og kør dem i køkkenmaskine med kniv til de begynder at give olie fra sig. Man kan fortsætte, hvis det skal blive helt blødt, men jeg kan godt lide at der er lidt substans. 

1 plade (100g) Irma økochokolade (det er den, der tåles af undertegnede trods glutamatintolerance) med 50% kakao - de kalder den mørk, men den er sød nok til at det bliver godt, uden der er indholdsstoffer, jeg ikke kan tåle (mælkepulver, soyalechtin, og andre). Hakkes i småstykker.

1,5 dl piskefløde lunes i en lille gryde. Når den nærmer sig kogepunktet, slukkes blusset og chokoladen droppes i. Rør rundt, køl lidt af.

30g frisk smør af god kvalitet - det nytter ikke at bruge "det billige" der, hvor det ikke kan ses, vel? Det smager jo stadig dårligt. Og faktisk koster naturmælks dejlige økosmør kun ca 17 kr i Netto. Og nutella er i øvrigt ikke billigt. Så er det bedre at spise honning, hvis man skal have noget sødt. Altså hvis det skal være billigt. Nå, men smørret droppes ned i den lune fløde-chokoladeblanding, når den er kølet lidt af. Det skal kun liiiige smelte. Næste gang tror jeg faktisk jeg venter til endnu senere i processen. Smør smager bedst hvis det slet ikke har været helt smeltet, blot rørt sammen med de øvrige ingredienser, mens det var helt blødt. Anyway. 

Tilsæt også saften fra to clementiner eller en appelsin. Dette er ikke autentisk nutella-smag, men jeg elsker det. Ellers udelad. 

Tilsæt også en halv tsk vaniljepulver fra Urtekram eller Mill og Mortar. Altså rigtig, ren vanilje, knust. 

Giv det en tur i maskinen til det er helt kørt sammen. Det vil nu være alt for flydend, men giv aldrig op: Hæld på glas og sæt på køl, og konsistensen bliver perfekt. Lidt for hård måske, men så må det ud i lidt god tid, når det skal bruges. 

I teorien holder det en uge. I praksis har man spist det længe før, der er gået en uge. Bon apetit. 

Læs flere artikler i: