Hjemmebørn og socialisering, et mærkeligt tema.

Søndag på Spansk legeplads, just efter kirketid. Nyder solnedgangen sammen.
Søndag på Spansk legeplads, just efter kirketid. Nyder solnedgangen sammen.
at kunne være sammen handler også om at kunne være alene
at kunne være sammen handler også om at kunne være alene
vi lærer at dele og rumme følelser sammen lige fra vi kommer til verden
vi lærer at dele og rumme følelser sammen lige fra vi kommer til verden
lege og dele og skiftes og deltage i hinandens optagetheder
lege og dele og skiftes og deltage i hinandens optagetheder
på opdagelse i en eventyrlig forårshave i Holland
på opdagelse i en eventyrlig forårshave i Holland
min søn her her virkelig særlig specielt god til at være sig selv
min søn her her virkelig særlig specielt god til at være sig selv
det her er også virkeligheden: En teenager og hendes mor midt i en solsikkemark.
det her er også virkeligheden: En teenager og hendes mor midt i en solsikkemark.
her er hele flokken samlet om at kæle for en virkelig skøn lille hundehvalp
her er hele flokken samlet om at kæle for en virkelig skøn lille hundehvalp

Går børnene ikke i skole? Jamen har de så nogen at lege med, og hvad så med det sociale?

Det er spørgsmål vi som forældre til hjemmebørn møder ofte. Og det er et kontroversielt emne. Kontroversielt, fordi folk med deres spørgsmål viser en antagelse af, at vi ikke hjælper vores børn til at udvikle sociale færdigheder, eller giver dem mulighed for at lege og have det sjovt. Og kontroversielt fordi, vores holdninger ind i dette felt rokker ved nogle grundlæggende antagelser - som det at man har brug for at gå i børnehave for at udvikle social hensynsfuldhed, eller evne til at deltage i forskellige sociale scener, eller lære at man ikke altid selv er i centrum. 

Temaet bliver også vanskeligt, fordi spørgsmålene ofte stilles som om spørgeren tror, vi overhovedet ikke har overvejet, hvilken betydning, det har for vores børns opvækst og udvikling, at de ikke går i skole og børnehave. Dertil må jeg sige: Jeg er uddannet psykolog; jeg har læst tusindvis af sider om udvikling, socialisering, filosofi, forælderskab og brugt hundreder af timer på at tænke over disse emner og diskutere dem med andre akademikere. Efter jeg kom på sporet af hjemme-barndommen, har jeg dykket yderligere ned i emnerne, og læst videre, tænkt videre. Nu vover jeg pelsen og siger noget samlet om emnet: Læs med, hvis feltet interesserer - jeg har sagt en hel masse og alligevel langt fra alt. 

Baggrunden for at vores børn er hjemmebørn.

Som de fleste vil vide, er mine tre yngste børn hjemmebørn. Min store datter har gået i vuggestue, børnehave og skole på helt sædvanlig vis (omend hun går i en usædvanlig skole, nemlig Freinetskolen), og de to mellemste gik i vuggestue og børnehave, indtil jeg overlevede leukæmien. Så forandrede tingene sig, og vi meldte dem ud. 

Vi havde hele tiden forventet, at vores børn skulle i skole, når de nåede børnehaveklasse-alderen, men da vores barn nummer to, Storm der nu er knapt syv, nåede dertil, mødte vi en voldsom protest. Vi forsøgte i to måneder, og endte med at tage ham ud igen, da det simpelthen ikke var det rigtige for ham at gå i skole. 

Nu skriver jeg en artikel om de to spørgsmål, vi i den anledning oftest møder:

1. Har de så nogen at lege med?

2. Hvad så med 'det sociale'? 

Inden jeg gør det, vil jeg gerne understrege, at dette IKKE er grunden til at vi har børnene hjemme. Vi har børnene hjemme, fordi det er en livsstil, vi trives ved allesammen. Efter at havet truffet dette radikale valg, mødes vi med undren af omverdenen, og har derfor gjort os mange tanker om disse to spørgsmål. Vi har også læst på lektien, og derfor har vi en del på hjerte.

Spørgsmål nummer 1: "Har de så nogen at lege med?"

Det korte, og simple svar er: Ja, selvfølgelig. Der er tale om TRE børn.

Det lidt mere elaborerede er: Ja, selvfølgelig. Mine børn leger ikke hele dagen i hver deres store børneflok (hhv vuggestue, børnehave og skole), men leger hele dagen i en mindre børneflok (søskendeflokken). Desuden ser de de børn, der er i vores omgangskreds. Nogle af disse børn er hjemmebørn, andre går i institution/skole. Mine børn trives ved deres venskaber, og trives også ved omfanget af socialt samvær udenfor familien. I perioder er det noget, vi dyrker og opsøger flere gange om ugen, i andre perioder samler vi os om hinanden og hygger os med det.

Mine børn er desuden også vant til at man kan lege med alle mulige mennesker, da de ikke lever et hverdagsliv med masser af jævnaldrende legekammerater. De leger med oldemor, med onkler og tanter, med de voksnes venner OG med andre børn. De tre ældste børn sætter desuden stor pris på at være alene, være i fred i deres egne tanker, proceser, lege. 

Spørgsmål nummer 2: "Hvad så med det sociale?"

Sjovt nok er netop denne formulering en, vi ofte møder. Det fremgår ikke tydeligt, hvad der egentlig menes, men jeg antager, at man dybest set er bekymret for socialiseringsprocesserne. Det er umiddelbart overraskende, at de færreste, der stiller dette spørgsmål, rent faktisk vil høre, hvad vi tænker om det. Det er jo en temmelig lang forklaring, et meget bredt felt, og der er mange forskellige elementer at tale om. Der ER ikke noget kort svar på så bredt et spørgsmål. Derfor siger jeg som regel bare et eller andet udglattende, for oftest er der alligevel - som nævnt - ikke en egentlig interesse for spørsmålet; det er bare et udtryk for en overrasket undren over en anderledes livsstil. 

Anyway: I traditionel socialpsykologi taler man om primær og sekundær socialisering, hhv socialisering i og udenfor familien. Da vi lever i en virkelighed, hvor de fleste børn over 12 måneder har et hverdagsliv udenfor hjemmet, i institution, sker der let en sammenblanding mellem sekundær socialisering, og socialisering i institution.

Men børn, der vokser op hjemme, uden adskillelse fra mor og far (i noget nævneværdigt omfang), oplever sandelig også sekundær socialisering. Mine børn kommer selvføligelig udenfor matriklen. 

I min optik er sekundær socialisering (kort fortalt) at lære at begå sig, indgå i, bridrage til og nyde godt af 'det store' sociale fællesskab, et samfund udgør. Man kan mene mange ting om, hvordan man tilegner sig disse færdigheder, og institutioner og skoler gør et stort stykke arbejde på dette område. Men jeg mener, at vi forældre, gør det lige så godt. Det er ikke det samme, det er noget andet, og jeg vil ikke gå ind i at debattere om det er bedre eller ej. Her vil jeg blot fortælle om, HVAD det er, når det foregår med udgangspunkt i et hjemmeliv.

Generelt om tilegnelse af sociale færdigheder.

Mit hoved-statement i den her artikel er følgende: Børn lærer sociale færdigheder af voksne. Det at børn, der er i skole og børnehave, er sammen med andre børn hele dagen, er ikke det, de lærer sociale færdigheder af. 

Børn lærer sociale færdigheder af den voksne vejledning og støtte, opmærksomhed, af forklaringer og omsorg, der viser dem, hvordan og hvorfor man indgår i sociale relationer med respekt, omsorg, empati, selvværd, hensynsfuldhed, etik (ja: man kan jo selv vælge værdier). 

Som udgangspunkt vil jeg derfor faktisk påstå, at hjemmebørn med forældre som er engagerede i deres opvækst og udvikling, har bedre muligheder for at lære sociale færdigheder, da der simpelthen er en langt bedre 'normering'. En virkelig stor udfordring, som alle børneinstitutioner hele tiden slås med, er netop normering. Der er simpelthen ikke voksen-kræfter nok, spørg enhver pædagog, lærer, medhjælper. Derfor sker der let det at børn i vuggestue/børnehave/skole tilbringer mange timer sammen med andre børn, uden voksen-støtte, og uden at der senere er voksen-tid til at tale om det, der er oplevet. Børn, der er ekstremt meget på udebane kommer til at forsøge at bygge deres udvikling på kontakten til andre børn, hvad der faktisk volder store vanskeligheder, fordi børn ikke kan tage tilstrækkeligt ansvar i relationer til at kunne danne bund for en udvikling af sociale færdigheder. 

Men lad det nu ligge. Der er masser af andre, virkelig gode muligheder; at hjemmelivet er det rigtige for os, betyder ikke at det er det rigtige for alle mennesker. Bestemt ikke. 

Primær og sekunær socialisering, gammeldags begreber anvendt på vores virkelighed. 

Det er jo egentlig lidt noget vås med det med det primære og sekundære, når det kommer til børn under 10 år. Dybest set er der tale om at lære at mestre en række sociale færdigheder, både på hjemmebane og på udebane. Børn, der er trygt tilknyttede, mestrer dem som regel meget hurtigere på udebane, så uanset om børnene er hjemmebørn eller ej, ligger udfordringen i hjemmetiden; opgaven er forældrenes. Primært forældrenes i hvert fald.

De andre mere kognitive og praktiske elementer af sekundær socialisering (deltagelse i demokrati, bidrag og hensynsyfuldhed i større grupper osv), lærer hjemmebørn dybest set på samme måde som skolebørn. 

Det handler om en kognitiv udvikling af viden omkring hvad fællesskabet er, hvilke regler og systemer det indeholder - svarende til samfundsfag. Og nogle praktiske erfaringer med det, som dukker op af sig selv i løbet af livet. Skattekontor, pas-fornyelse, folketingsvalg. I disse situationer taler vi med vores børn om, hvad det er, der sker. Det betyder intet om de går i skole. 

Desuden handler det om at lære, at der findes mange forskellige sociale scener, og forskellige spilleregler på disse. Det lærer man af at deltage. Deltage i spejderforeningen, besøge museer, kirker, deltage i fødselsdagsfester, gå tur i parker, lege på legepladser, besøge specialforretninger og supermarkeder, besøge naturområder og bydele, gå i teater og til koncert, i zoo og på cafe. Og ikke mindst: Tage på ferier og opleve forskelligartede kulturer. 

Sociale færdigheder for begyndere.

Der er skrevet mange, lange og nuancerede bøger om det her emne, så jeg tager bare lige en skøjtetur på overfladen og deler mine tanker:

Børn skal udvikle en theory of mind. Det betyder, at de skal lære at forstå, at det andet menneske har en bevidsthed, et sind, en historie - en 'mind', og forholde sig til det. De skal lære at tænke over, hvad andre mon tænker og føler, og forstå at der er en sammenhæng mellem deres motiver (strategiske, historiske, emotionelle osv) og deres handlinger. Derfor også en sammenhæng mellem deres motiver, og deres reaktioner. 

Dette er en kæmpe opgave, den tager hele livet. Psykologer har forskellige pejlemærker for at kunne vurdere, om børn udvikler sig alderssvarende på dette område. Så vidt, jeg kan læse mig til og så vidt, jeg kan se, er den primære metode til dette voksenkontakt. Børn lærer at forstå andres sindstilstande, tanker, følelser og motiver ved at tale med voksne, der forstår sådanne. Det behøver selvfølgelig ikke at være forældre, men det er det typisk. Samtaler af denne karakter kan være simple, små bemærkninger og spørgsmål.

I forbindelse med højtlæsning: Hvorfor tror du Rasmus Klump skynder sig sådan?

I almindeligt samvær i familien: Kan du se at mor er træt, vi må hellere skrue ned for lyden.

I forbindelse med film, man ser: Kan du forstå at Shrek synes han savner at være en 'ægte trold' selvom han elsker sine børn?

I forbindelse med søskendesamvær: Din lillesøster er ved at udvikle noget selvstændighed, vi må hellere lade hende bestemme lidt, så går det bedre.

I forbindelse med museumsbesøg: Husk vi skal være lidt stille her, der er mange mennesker i det her rum, og de fleste vil gerne koncentrere sig om at læse skiltene og se udstillingen. 

I forbindelse med brætspil: Ja, det er meget frustrerende for din bror, han har slået en etter fire gange i træk nu. 

Samtaler af denne type kan også være lange og komplicerede, udviklende samtaler om oplevelser, følelser, nuancer, mennesker, personligheder, etik og hensyn. Eller det at dele følesesfulde oplevelser, som latteranfald, lettelse (ved god prognose v sygdom eksempelvis), en begravelse, et bryllup. 

Læs evt denne artikel, den er mægtig fin : http://www.parentingscience.com/mind-minded-parenting.html

Børn skal lære at beherske egne følelser af hensyn til fællesskabet, de skal lære at vente, at skiftes, at forhandle fælles beslutninger, at dele - ja de skal lære alt muligt specifikt. Jeg kunne godt slå op i en bog og finde en fin liste, men jeg synes den vigtigste pointe er, at børn, der har en sikker tilknytning til deres forældre, udvikler de stærkeste sociale færdigheder. Al forskning viser det med stor tydelighed. Der er mange grunde til dette, der er mange perspektiver i det, men sagens kerne er denne: En sikker tilknytning, en barndom med et kærligt og respektfuldt forhold mellem forældre og barn, er det, der skal til. Ikke skole, ikke børnehave, ikke spejderforening, ikke højtlæsning eller social færdighedstræning (Gud fri mig vel). 

Læs eventuelt den her artikel, den er spækket med referencer, hvis yderligere dokumentation savnes. http://www.parentingscience.com/preschool-social-skills.html

Følelsesmæssig intelligens udvikles i nære relationer - med voksne.

En anden lyskegle, man kan bruge i mylderet af 'det sociale', er begrebet emotionel kompetence. At være emotionelt kompetent vil sige at være klog på følelser. Børn (og voksne) har brug for at kunne identificere egne og andres følelser, at kunne tale om følelser - ja, sindstilstande i det hele taget, at kunne bearbejde egne - og tage hensyn til andres følelser. At kunne aflæse andres følelser, og endda kunne forudsige følelsesmæssige reaktioner. Det er et mægtigt svært rum at bevæge sig rundt i, men igen tyder alt på at kompetenceudvikling på dette område ikke handler om at gå i børnehave og skole, men om at udvikle et sprog, en opmærksomhed og en bunke erfaringer på området. Områderne.

Alt dette er noget, børn lærer af voksne. Andre børn er ikke dygtige nok selv, og ikke hensynsfulde nok og slet ikke opmærksomme nok på enkelte andre og på gruppehelheder. Det er vældig sjovt at lege i store grupper af børn, man kender - hvis det fungerer godt. Og man kan få nogle oplevelser, som senere kan bearbejdes og tales om og bygges på. Men udviklingen af emotionel komptence ligger ikke primært i disse timers leg. De ligger i den trygge tilknytning til primære voksne, og i timers samvær og samtale med disse. 

Koginitive filtre skaber fordomsfuldhed, og en for lille normalitet.

Pyh-ha. Jeg kan egentlig godt forstå, at det kan være langhåret at høre svaret på spørgsmålet om 'det sociale'. Jeg føler mig ikke engang rigtig færdig, har to ting mere på hjerte: Et metalag og en meget vigtig pointe. Metalaget kommer her:

Jeg tror, at dette spøgsmål bliver stillet af en automat-pilot, ikke på baggrund af en eftertanke. På baggrund af en næsten generel fælles virkelighed, der 'dikterer' at børn udvikler og dyrker deres sociale liv og dermed sociale udvikling ved at gå i institution (hvad der sådan set ikke er 100% forkert, men bare heller ikke den eneste mulighed).

Lad mig citere Charlotte Mandrup: 

Vi skaber selv vores virkelighed. Og det gør vi på flere måder; blandt andet:

Vi former ideer om, hvordan tingene er, og bør være, og så vurderer vi vores oplevelser i lyset heraf.

Vi oplever nuet gennem fortidens filter og fortolker derfor nye oplevelser ud fra gamle erfaringer.

Vi sorterer i de data, vores sanser opfanger, på en måde, der bekræfter, hvad vi allerede ved. 

Men vi ved det kun sjældent

(Mandrup, C. "Mindfuldess i hverdagen", Politiken, 2008, side 60)

Jeg tror, spørgsmålet affødes af en ide om, hvordan virkeligheden er, en ide der - indtil den er overvejet lidt - kommer til at udelukke de mange muligheder, hjemmelivet byder på. Jeg tror, spørgsmålet affødes af en overraskelse, og på baggrund af et erfaringsfilter hvor børn går i instituion og den fejlfortolkning at det er dette samvær med en stor gruppe jævnaldrende (og ikke voksenvejledningen der følger med) der skaber udviklingen af sociale færdigheder. 

Derfor vil jeg appellere til en lidt bredere horisont: En virkelighed, hvor der er plads til lidt flere muligheder. Jeg er ked af, at jeg undervejs i denne artikel måske har været lidt i forsvar; det skyldes, at jeg ofte har følt mig angrebet og fordømt i forbindelse med de to spørsmål her. Jeg håber, jeg samtidig har fået svaret lidt på dem - og tydeliggjort, at jeg bestemt ikke mener, at alle mennesker bør leve på samme måde som os. 

Samtidig håber jeg at have bidraget lidt til en nuancering af, hvad der indgår i det flydende begreb 'det sociale' og det andet kæmpe begreb 'socialisering'. Og måske fået kastet lidt lys på det ansvar alle voksne omkring børn har, når det kommer til netop dette felt. 

Til afslutning vil jeg gerne sige noget, som jeg synes er vældig vigtigt. Vældig vældig vigtigt:

"Education scholud work by pull, not push" (Charles Leadbeater i en TED talk)

Nøjagtig det samme kan siges om udvikling mere generelt end akademisk uddannelse, og dermed også om børns udvikling og udfoldelse i det sociale felt. Det vigtige, jeg vil sige er: 

Jeg har stor tiltro til børns store lyst til at udvikle netop de færdigheder og talenter, de har brug for. Børn, som er sikkert tilknyttede, får mad hver dag, som lever i en kærlig familie, hvor der er respekt og (relativ) ro, opsøger selv det, de har brug for; bliver tiltrukket af relevante udfordringer. 

Jeg tror på tiltrækning, opvågning, motivation. Jeg tror derfor på at børn vil opsøge de sociale udfordinger, de har brug for og derfor udvikle de sociale færdigheder, de er klar til og optagede af i deres eget tempo og med deres egen interesse. Det gælder for 'det sociale', ligsom det gælder for alt andet, vil jeg mene. Så det at mine børn udvikler sig tilstrækkeligt på det sociale område, bekymrer mig hverken mere eller mindre end det at de lærer at læse og skrive. Jeg føler mig fuldstændig sikker på, at hvis muligheden er der omkring dem, så griber de den, når de er klar. 

Udvikling og læring er noget, der bare sker, mens vi lever vores liv på en menings- og kærlighedsfuld måde. 

Læs flere artikler i: