Fri opdragelse versus rytmisk barndom

Mit indre pendul: En artikel om børneopdragelse, ambivalens, voksenudvikling, tillid til egne værdier - og om min indre strammer. Med praktiske metode-forslag og en anelse om forskellen på tillid til egne værdier og oppustet selvtillid.

Frihed versus rammer.

I vores liv med vores børn (som vi ikke kalder børneopdragelse) spiller frihed en stor rolle. Jeg har gentagne gange skrevet om, hvordan vi tænker meget på at undgå at bestemme for meget over vores børn. 

Samtidig mener jeg, at det er vigtigt for børn at vokse op med tydelige voksne, som har tiltro til egne værdier og glæde ved hverdagen. Det er det, andre mennesker kalder grænser. I vores familie kalder vi det snarere struktur, integritet og hverdag.

Alt det her skal jeg nok eksemplificere, men jeg har lige en intro-pointe først: 

Når vi i en periode har strammet, lavet rammer og regler og indført nye strukturer og rytmer, kommer typisk en fredelig periode fulgt af en periode, hvor vi giver slip. Det betyder, at vi aldrig nogen sinde er i mål, aldrig nogen sinde mener, at vi har fundet 'The winning formula'. Livet med børn, især med mange børn, er i meget høj grad en proces. 

At lytte til udvikling

Det eneste, man kan regne med med børn er, at de udvikler sig. Og det kræver faktisk voksne, der også udvikler sig og en hverdag og en virkelighed, der hele tiden er til debat, åben for forandring.

Desuden er det centralt for os at lytte til vores børn, deres argumenter eller følelser, deres begejstring og protester, utilfredshed og glæde. Vi gør vores bedste, når vi sætter rammerne og etablerer rytmerne, men fungerer det ikke optimalt eller har ungerne udviklet sig ud af det, er vores beslutninger altid åbne for debat.

Sagaen om sukkeret, som kan læses med et månedligt indlæg her på sitet, er et eksempel på dette. Og faktisk også et eksempel på, hvordan kontekst og udvikling betyder rigtig meget for, hvilke beslutninger, vi tager.

De fire artikler i Sagaen om sukkeret 

juli: Giv slip på sukkerforbud og se, hvad der sker - hvis du tør

august 1: Kollektiv sukkerforskrækkelse?

august 2: Giver du dine børn sukker, forklædt som mad?

september: Sukkerfrihed - nu med begrænsninger

Metoder: Selvtillid og analyse. 

Vi bruger to 'metoder' ret systematisk for at finde balancen mellem friheden og strukturen. Den ene er, at vi opdrager vores børn med selvtillid. Den anden er, at vi tænker os om. (Jeg ved godt, jeg siger, jeg ikke opdrager mine børn, men det lyder bare så påtaget at skrive 'jeg guider mine børn' eller 'jeg viser vejen for mine børn' eller 'jeg sætter rammerne for mine børn'. Jeg bruger ordet opdrager, men jeg arbejder ikke ret meget med decideret opdragelse i klassisk forstand i mit hverdagsliv i min familie).

1. Selvtillid.

Vi tror rigtig meget på vores værdier. Vi har tænkt os meget om, vi har mærket meget efter og vi har været meget igennem og alt sammen har skærpet os i vores basale værdigrundlag. Som en konsekvens heraf, tror jeg på mine egne følelser. Hvis jeg fornemmer, føler, synes, tænker at mine børn har set for meget TV, spist for lidt grøntsager, hørt for få historier, trænger til nogle kulturoplevelser, har brug for at lære at stå på hovedet, tror jeg på det, før jeg kan argumentere for det. Med de svære temaer, som eksempelvis sukker- og medieforbrug er for mig, tænker og diskuterer jeg med kloge mennesker (selvfølgelig først og fremmest med min mand), jeg læser og tænker mere, og forsøger mig frem. Med selvtillid. 

Under parolen: Alle forældre gør deres bedste, og vi gør det godt nok. Jeg læner mig op ad et fint Einstein-citat: "The intuitive mind i a sacred gift, and the rational mind is a faithful servant" Ikke at jeg har læst Einstein siden mine forlængst forgange universitetsår. Jeg kender til dette citat fra denne fine RSA Animate som fortæller noget om, hvordan hjernen arbejder. 

Dette er ikke det samme som et oppustet selvværd, eller en forestilling om, at jeg er alvidende og kan gennemskue alle elementer af barndomslivet. Det er heller ikke selvtillid i generel forstand, for jeg kan sandelig også være usikker - men det er en beslutning om selvtillid netop på dette område, en beslutning om at vores værdigrundlag er velovervejet, velfunderet, velresearchet og gennemdebatteret. Samt ret dybt integreret i vores tilværelses valg i stort og småt. Derfor kan vi med selvtillid sætte rammerne for vores børns liv.

Dog vil jeg gerne benytte lejligheden her til at understrege, at jeg godt ved, at mine værdier ikke er de samme som alle andres, og at jeg finder det fuldstændig i orden at vi har forskellige værdier og derfor forskellig livsstil. Jeg synes, det er totalt i orden, endog inspirerende og opbyggeligt for samfundet som helhed, at vi synger med hver vores næb. Jeg takker for min frihed til at være som jeg er, og glæder mig over andres tilsvarende. Med andre ord mener jeg ikke, at vores måde at gøre tingene på er unvierselt rigtige. Men jeg er til gengæld temmelig sikker på, at de er rigtige for os. 

2. Analyse / at tænke sig om.

Når jeg finder det svært at få dagligdagen til at fungere, eller når jeg hele tiden må rumle med fornemmelse af at 'det er ikke godt nok', eller der er meget brok, ballade og snavs i hjørnerne, forvandler jeg 'problemet' til et praktisk problem. Jeg skriver et overblik. For hver person i familien skriver jeg en liste over alt det, der skal til for at hverdagen er skøn på alle mulige planer. Det er en ret lang liste.

Bagefter fletter jeg så godt jeg kan en dags- og ugeplan, som jeg diskuterer med min kloge mand, hvorefter vi implementerer den henover en uges tid. Så ved jeg, vi gør vores bedste og at alle er tilgodeset i vores hverdagsrytmer. Inklusive de voksne, som jeg sandelig også har med i mit matirx. 

Jo flere børn, vi har fået, jo vigtigere er det at lave disse mere systematiske overvejelser, fordi problematikker, eller udvikling som fylder meget, let kan tage over i hverdagen. Treårskriser for eksempel eller en baby, der lige har lært at kravle op (og hele tiden falder ned), kan let overtage fokus i hovedparten af de vågne timer, så jeg mister overblikket og evnen til variation, og glemmer at læse rim med ham på seks og spille smart-phone-spil med teenageren. Eller hvad det nu er, der også skal til. 

Pendulet svinger.

Således svinger pendulet mellem perioder, hvor vi strammer: bestemmer alt muligt for at få en rytme til gavn for alle implementeret i hverdagen, og perioder, hvor vi giver slip: giver lov til alt muligt og flyver på den opdrift, en velfunderet selvtillid og nogle gode vaner giver. Sådan set er det fint. Vores tilværelse er i løbende forandring, men jeg føler ikke, vi halser efter den; jeg oplever at vi træffer bevidste beslutninger på grundlag af dybt forankrede værdier og at balancen mellem perioder, hvor vi hhv strammer op og giver slip, er som en mental vejrtrækning eller puls. 

Jeg tror, sådan set også, jeg ville kede mig ihjel, hvis jeg havde gennemskuet det hele på forhånd, og bare skulle starte i den ene ende af listen og køre derudaf i samme beat herfra og til mine dages ende. 

Og så må jeg hellere i denne sammenhæng understrege, at vi føler os meget sikre på, hvad der er centrum i vores ønsker for vores børns opvækst. Det gælder både opvæksten som udviklingsproes, og dens 'resultat' i form af centrale kompetencer og værdier, vi håber og ønsker, vores børn er rigtig stærke i, når de rammer teenageårene. Jævnfør min  artikel 'Opdragelse har fanden skabt'. 

 

Eksmeplerne. 

Jeg lovede indledningsvis at eksemplificere alt dette, men tænker her ved vejs ende, at det simpelthen bliver for omfattende. Sagaen om sukkeret, overvejelser over skærm-tid er gode eksempler, som allerede ligger på sitet. 

 

Læs flere artikler i: