Fordelene ved hjemmeskole. Del 1. Frihed.

Make it up as you go. Fordel nummer et: Frihed.

Når jeg vågner om morgenen, har jeg ingen plan. Overhovedet. Altså – jeg ved selvfølgelig, at jeg skal have to dobbelte espressoer og at alle skal have børstet tænder. I lang tid har jeg luret på en artikel om fordelene ved hjemmeskole, men der er så mange, og jeg kan faktisk ikke rangordne dem. Men man kan sige, at de fleste af dem har med frihed at gøre.

Friheden i at leve et liv uden planer er stor. Og kommer man fra hamsterhjulet, er det til en vis grad skræmmende. Det var det bestemt også for mig, da jeg begyndte at tænke disse tanker. Et af de første spørgsmål, jeg møder, når folk overraskes over vores alternative tilværelse, er: Men hvad laver I så? Det kan være helt svært at svare på. Faktisk. For jeg har ikke nogen plan, ikke noget skema, og det, vi plejer forandrer sig hele tiden.

Friheden til at ryste posen og gøre noget andet end i går, er voldsomt krævende faktisk. Det kræver, at man kan mærke sig selv, at man tør tage beslutninger selv, at man kan vælge og leve med at vælge forkert eller i det mindste blive frustreret. Det er en balancegang, der kræver sin kvinde.

Jeg synes, det er en mægtig vigtig frihed, og en væsentlig lektie for mine børn, som vokser op uden skema, uden klokker, uden pensum, uden planer. Fordi det så kræver, at man ved, hvem man er og tør mærke, hvor man er netop i dag, netop nu – og mærke, hvor det fællesskab, man befinder sig i er. Hvad har jeg brug for, og hvad har andre her brug for?

Lad mig være lidt konkret.

Friheden til et liv uden planer er ikke et indholdsløst og formløst, sjasket liv. Vi har masser af projekter, i hundredevis og der er altid noget at gribe til. Friheden består i friheden til at vælge, hvad der giver mening netop nu.

Lad mig liste en bunke projekter:
1. Vi er ved at læse følgende bøger: Brødrende Løvehjerte, Valhalla-tegneserie-serien, Anne de Vires Børnebibel, Min mormors gebis og Sommerfugledalen. Og Politikens store fuglebog, det gamle Lademanns Verdensatlas og en bog om svampe.

  1. Silke er ved at skrive en bog om en prinsesse. Hun tegner, jeg skriver. Måske er det mere en tegneserie, egentlig. Storm har et univers af magiske væsener, som han tegner og fortæller om. Jeg skriver. Ingen af dem skriver godt nok alene endnu. Liv er selvfølgelig i gang med at skrive flere bøger, romaner, eventyrsamling, mikrofiktion osv.

  2. Vi Studerer naturen omkring os, altid. Lærer fugle og planter at kende, hvor vi er.

  3. Vi arbejder med farver og maler og tegner.

  4. Vi har gang i seks-syv computerspil sådan for alvor og en hel bunke for sjov.

  5. Vi er ved at lære de tre yngste at læse, at tale engelsk, at regne i hovedet, at forstå algebra og geometri.

  6. Liv og jeg arbejder på at lære latin.

  7. Vi har forskelligt håndarbejde i gang, strikke, fingerstrikke, brodere, hækle.

  8. Vi øver os i at tænde bål og lave mad over bål og finde mad i naturen og leger vikinger og jægere og samlere.

  9. Storm øver sig i at snitte.

  10. Vi lærer at lave mad.

  11. Vi er i gang med Harry Potter film-serien og lydbogserien (altså bøgerne i fuld længde), og en dokumentar om, hvordan serien er lavet.

  12. Vi kan godt lide at spille spil, især quizze. Og kalaha.

  13. Der er forskellige sange, vi øver os i at kunne udenad. Gider ikke lige liste dem. For jeg tror, min pointe er ved at træde frem nu.

Friheden til at gribe til det, der nu og her giver mening, gør at vi altid laver noget, vi har lyst til og som der er tid til og som der er plads til. Det kan være vældig forvirrende, og man må stole på en større sammenhæng, end den, man lige kan se.

For nylig var der en, som spurgte mig om to ting. To helt forskellige spørgsmål, som hænger inderligt sammen i mit verdensbillede: Har du ikke nogle gange hovedet fuld af tanker, som myldrer og myldrer? Og: Hvordan holder du fast i dig selv?

Well. Jo da. Jeg har hovedet fuld af tanker. Alle disse valg, alle disse muligheder – det er ikke let. Men hver eneste dag er en øvelse i at mærke efter, hvad der giver mening og føles rigtigt både for mig selv og for min familie, og dermed en øvelse i at turde træffe disse valg, skære gennem alle tankerne og ind i en konkret handling, det levede liv. Dette hænger inderligt sammen med dette ”at holde fast i sig selv”, som faktisk går ud på at give slip. Ofte, når man tror, man skal holde fast, gælder det om at give slip. På al denne kontrol. Jeg er ikke den person, jeg var, den dag, jeg meldte mine børn ud af vuggestue og børnehave, eller den kvinde som besluttede at hjemmeskole den første, som ikke ville i skole. Hvis jeg havde holdt fast i mig selv, havde mit liv ikke kunnet udvikle sig på denne måde. Denne eventyrlige måde.

At leve et liv i frihed hver eneste dag, mærke, hvad der giver mening nu og her, flytte sig, når man rammer en mur og gå en anden vej – det er et helt, helt anderledes liv, end hverdagen med institutioner, arbejde og skole. Og en stor del af øvelsen er at aflære dette med planer, dette med at holde fast, dette med at have tjek på det hele. Eller det har det været for mig.

Make it up as you go. Vores motto. Vi siger det ikke en gang længere til hinanden min mand og jeg – vi gør det bare. Og det er af det gode. Af det bedste, faktisk. Og også af det svære. Men rigtige, virkelige, ægte. 

Læs flere artikler i: